Bygningskonstruktionslære
Til Brug ved Undervisningen i Det tekniske Selskabs Skole, 1ste Del

16 De Mørtler, der anvendes ved Stenkonstruktioner ere: Luftmørtel, Vandkalkmørtel, Cementmørtel, Trasmørtet, Ler- mørtel, Gipsmørtel, Stukmørtel, Asfalt og Stenkit. Da det vigtigste Hovedmateriale i de 4 førstnævnte Mørtler, er Kalk, vil dette først blive omtalt, forinden der gaas over til en nærmere Omtale af de enkelte Mørtler. Kalk forekommer i Naturen i Forbindelse med Kul- syre som Kalksten. Forinden Kalkstenen kan benyttes til Mørtel, maa den brændes i Kalkovne. Den brændte Kalk kaldes Stenkalk, I Regelen er Stenkalken ikke ren, men er blandet med forskellige Urenheder. Udgøre Uren- hederne højst 10 0/0, siges Kalken at være f ed; læskes den fede Kalk med Vand, forøges dens Rumfang til det 2—3-dobbelte, og den saaledes erholdte læskede Kalk kan i Forbindelse med lidt Vand og under Paavirk- ning af Luften hærdne til en fast Masse, der kan for- binde sig med de almindelige Byggesten; denne Kalk kaldes Luftkalk. Af indenlandske Kalkstensorter give Faksekalk, Saltholmskalk, Glatvedkalk og Mønsted- eller Daugbjergkalken ved Brænding Luftkalk. Udgøre Urenhederne i Stenkalken 10—30 %, siges Kalken at være mager. Den magre Kalk udvider sig kun lidt ved Læskningen, men kan, naar Urenhederne bestaa af visse Bestanddele, navnlig Ler, faa den Egen- skab, at den kan hærdne ikke alene under samme Forhold som Luftkalken, men ogsaa naar der er et stort Vand- overskud til Stede, ja selv under Vand. Kalken faar da Navn af Vandkalk. Herhjemme findes paa Bornholm en Kalksten, der ligesom Klintebjerg-Kalken ved Brænding giver Vandkalk. Ere Urenhedernes Mængde større, indtil 60 %, taber Udvidelsen ved Læskning sig næsten ganske, men Evnen til at hærdne under Vand kan stige endnu mere, og man faar de saakaldte Cementer. Denne Betegnelse bruges