Husflidssagen og Clauson-Kaas
En Belysning

17 „At forsyne store og smag med god og sund Seedning, er Nutidens Opgave. Den hilses tre Gange velkommen as alle dem, hvenl Ungdommens og Bornenes sande Vel ligger Paa Hjcerte. Men endda undgaas det ikke, at selv be, hvem Op- gaven ligger nærmest, og hvem den burde være helligst, under Loftet om at ville modarbejde al fordærvelig Læsning, at ville værne om en Literatur af ene opdra- gende, belærende og strccng sædelig Art, der kan vække og værne om store og gode Tanker og Handlinger, glemme deres Kald og — ligegyldig af hvad Grund — lade de lokkende Fristelser skimte igjennem Linjerne, glemme den rent sædelige smitfri Art." At der her ondskabsfuldt sigtedes til netop min offentlige Virksomhed for god Læsnings Udbredelse, tvivlede ingen om. Da dette Misbrug af Selskabets officielle Organ kom mig - for Øje, netop som jeg kunde meddele „Husvennens" Lcesere hans Afgang fra Selskabet, kunde jeg ikke nægte mig den satiriske Spsg, at dyppe den velvillige Kritikus i sit eget Fedt, og Anmeldelsen om Afskedigelsen af Selskabets tidligere Sekretær, Hr. Kammerjunker og Ritmester Clauson-Kaas, fik derfor følgende Mellemscetnmg: „At forsyne store og smaa med gode og sunde Husflidsideer er Nutidens Opgave. Den hilses tre Gange velkommen af alle dem, hvem Ungdommens og Bornenes sande Vel ligger paa Hjcerte. Men endda undgaas det ikke, at selv ben, hvem Op- gaven ligger nærmest, og hvem den burde være helligst, under Loftet om at ville modarbejde al fordærveligt Tidsfordriv og at ville værne om en Idræt af ene opdra- gende, belærende og strceng sædelig Art, der kan vække og værne om store og gode Tanker og Handlinger, glemmer Kaldet, og (ligegyldig af hvad Grund) lader de lokkende Fristelser skimte igjennem — den store Strom af varmt interesserede Talemaader, glemmende at tomme Flosklers Fplge er golde Frugter". Denne Spsg — hvormed det naturligvis ikke var min Mening at sigte en Smule mere til Kaas, end han i sin Anmeldelse har sigtet til mig (lad ham nægte, at han har haft en saadan „Ab- sicht!") har Kaas taget mig meget ilde op — mærkeligt nok, at han kan blive saa vred over sine egne Ord ■— men da han jo un ikke i Selskab etsOrgan vil give Anledning til saadanne Narre- streger mere, saa stal min Behandling af ham fremtidig ske i fuldt Alvor. Han skal ikke oftere komme til at beklage sig over Spog. 2