Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

216 bedre sit Agerbrug, vist aldrig lader sig afholde derfra ved det Arbeide, som han maa forrette for Huusmanden. Liden dertil kommer nok, naar Interessen forst er der. 3) „Huusmanden med 4 a 6 Tdr. Land boniteret Jord, som kan holde 3 Koer og nogle Faar, forekommer mig at være bedst faren. Er Familien ei alt for talrig, da kan noget Korn sælges, noget Ost, Smor og Uld gjores i Penge; det Værste er, at faae det meget Arbeide gjort. Den mindre Huusmand, som kun har et Par Tonder Land, er, saa tykkes mig, værst faren. Han har ikke Arbeide nok at forrette for sig selv; thi han gider ikke grave — og hans Sysselsættelse er, at passe den kjeere Ko. Indsidderen, som har lært et Haandværk, flauer sig bedre igjennem. Han har ingen Skatter, ingen Neuter at svare, hvis han selv eier Faget, fom skjuler ham, og han har ingen Aarsag at haabe, at han skal have sit Brod uden Sved." Der gives braadne Kar, siger Ordsproget, i alle Lande, og hvorfor skulde Huusmændenes Classe være fri derfor? Men, at antage, at Huusmanden i Almindelighed er mere doven og hengiven til Laster, end Indsidderen, kan vist neppe have Erfaringen for sig. Den, der vil og kan ernære sig selv, taber ei Lysten dertil, fordi han faaer en Plet Jord at dyrke; ja! Fornuften maa vel sige, at den almindeligt foreges. Den Dovne og Letsindige forbedres ei, om man tager ham af Huset og sætter ham i Leiestuen eller i den jordlose Hytte, i fær, saalænge en tvungen Fattigforsorgelse er hans Rodauker. At den, der kan et Haandværk, bedst kan ernære sig, er naturligt, men det gjælder ei mittdre, naar han er i Huset, end i Hytten, hvor det ringeste Uheld let bringer ham til Bettelstaven. 4) „Folkemængden er naturligviis bleven meget forøget ved Ud- parcelleringen. Meil, naar Menneskevennen sorger over at see saa faa Glade og Lykkelige blandt den Vrimmel af Mennesker, som Mættgden af Huse og Hytter, hvormed Byerne ere fyldte og Udmarkerne besaaede, fremstiller for hans Sjel: da betænker han, at Aarsagen ei ligger i Udparcelleringen ene, — pcm hvilken man alt for gjerne vil kaste Skylden for det, som ei er ønske- ligt, — men i den Overhaand tagende Giftesyge. Skulle vi befrygte, at Folkemængden skulde blive uforholdsmæssig stor,