Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

348 tætte ere de, at ingen Spire kan komme frem for dem; saaledes f. Ex. paa Peder Norgaards Mark i Stagstrup langs med Lande- veien. Man bruger deels at rykke dem om Fvraaret, naar Marken er opblodt, deelS at stjoere dem, men det er kun et Palliativ. Det bedste Middel til at udrydde dem er deels reeit Beak, deels, at gjode til Bikkehavre og slaae den gron midt om Sommeren; men fa a nwa Ploven folge strap efter. Naar Kornet om Foraaret saaes her tidligt, saa al det bindes, som man siger, qvæles det ofte af alm. Spergel, her kaldet Pailokke (Spergula arvensis) og almindelig Honsebid eller Arve (Alsine media) j det Forste paa de mere leer- rize, det Sidste paa de muldrige Jorder. Her anrettes og ofte Dde- læggelse paa Kornet af Krumhals (Lycopsis arvensis) og almittdelig Haneklo, kaldet Stingnælde (Galeopsis Tetrahit), der ofte udbreder sig saa stærkt, især paa vaade Marker, at det trækker Kornet ned, efterat det har skudt Ax, og kan qvcele hele Marker, saasom især Vaarrug og toradet Byg, som saaes for tidligt. At Sviinmcelk, Liitttidsel kaldet (Sonchus arvensis), er et Tegn paa, at Marken er ndpiittt efter Mergel, er forhen omtalt. Vaarsæden i Thy sees dog paa intet Sted saa fuld af Ukrud, som i ^Londberg paa Thyholm og Jegindo, en Folge af den megen Vaarrug, som her saaes. Især paa sidste Sted var den næsten qvalt af Smaavikker (Vicia arigustifolia), Klauer eller Muusærter (Ervum tetraspemium og hirsufum), almindelig Snerle-Klinte og Skabioser, og paa forste Sted tillige af den gule (Morgenfruer, ogsaa kaldet Brandenborger) og hvidblomstrende Oxeoie. Paa Mors træffes de fleste samme Ukrudsarler i Kornet, som j det svdlige Thy, undtagen Morgenfruer, som, saavidt det er For- fatteren bekjendt, ei tcoeffes her. Den her endnu ei aflagte Alsced foreger det endnu l)oure Grad, især Kvi, Agerkaal og Tidsel; men paa mange steder sees den indforte Brak alt at have deri frembragt en mærkelig Forandring. ^ages dette Sporgsmaal derimod i mere indskrænket Forstand, blot om Sæden, der saaes, da viser der sig nu mere Omhu for at faae den god, end i gamle Dage, da Rordmauden kunde bruge Alt, hvad der heed Korn, om end det Halve deraf var Ukrud. Derfor roses og Bonden i Almindelighed i de indkomne Beretninger