Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: C. Djørup
År: 1842
Serie: Femtende stykke
Forlag: J.D. Qvist
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 504
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
349
for den priisværdige Omhu, han udviser for at skaffe sig reen og
god Saasæd, og Opmærksomheden er vakt for al forskaffe sig den.
Saaledes lyder det om Thyboen: „At Sæden udarter og taber sig
i Godhed ved, i flere Aar efter hverandre, at saaes i eet Slags Jord-
bund, erkjendes af de Fleste. Derfor stifter Bonden ogsaa ofte Seed,
og tilbytter sig gjerne denne fra de lettere og sandigere Egne. Kan
han ei overkomme saaledes at stifte Sædekornet, da gjor han sig
al limci5 for, at rense alt Ukrud fra det, han selv har. Saaledes
drage Nogle de bedste Bipper eller Ax af Nug- Negene og tærske
alene disse til Sæd. Af Byg og Havre tages altid det Forreste og
Vægtigste til Seed. LErterne loses af Bondens Familie om Vinter-
Astenen." Saaledes har man overalt Omhu for at skaffe sig Saa-
sæd fra andre Egne, hvor de bedste og reneste Barer kunne faaes.
Paa Hannæs kjobes gjerne Nug fra Hrmmersyssel, Byg fra Mors,
Havre fra Thy. Mors henter og gjerne sin Rug til Sæd fra
Himmersyssel eller paa Markedet i Skive, hvortil den kommer fra
Fjends-Herred; i Thy soges Seederugen fra den nordlige Deel, fra
Sandmarkerne, især paa Dstholmen og i Tved Sogn. Havren,
som paa de lettere Marker saa hurtigt udarter og bliver pigget, til-
byttes fra de bedre Egne; skjondt saadan Ombytning af Seedekornet
ei skeer saa ofte, som der kunde ønskes, da mangen Bonde af Gjer-
righed, som ofte straffer sig selv, hellere saaer af sit eget, svange og
urene Korn, end han vil give et Par Mark i Bytte paa Tonden,
for at faae reen og god Sæd. At ikke Alle folge et rigtigt Princip
i at vælge sit Sædekorn, sees og, naar det hedder fra Mors:
„Mærkeligt er det, at Bønderne i Almindelighed ansee det mellemste
eller næst bedste Korn af Kastningen for at være det fortrinligste til
Saasæd, uden dog at kunne give anden Grund derfor, end, at det
største Byz er saa udroit at saae af; ret som det var en fast Regel:
at hvad enten Kornet er stort eller smaat, bor man saae ligemegct."
Derfor deles Kastningen gjerne i 3 Dele: Det Forreste eller Bedste
til Huusholdningen, det Mellemste til Sæd og det Agterste til Brænde-
viins-Kjcdelen, Kreaturene og Kiobmanden. Herfor ligger vel og en
Gjerrighed til Grund, da man ei nænner at give Vorherre det bedste
Korn, i det Haab, at han nok vil lægge sin Velsignelse i det ringere.
Dog spores overalt, at Opmærksomheden er vakt, for at skaffe