Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

374 ei. At være den Sidste, ansees for en Skam; da er man og bange for den paafolgende Ufred; thi, naar Markerne hist og her begynde at blive tomme, klages der stærkt over, at Toirerne ei kunne holde, som Undskyldning for den Skjodesloshed, hvormed Kreaturene da fæstes. Naar Holeen forst er kommen i Gang, vil man saa gjerne blive ved. Overhovedet kan man vel antage, at de Fleste snarere hoste for tidligt, end for sildigt; thi for Stormen, denne Landets frygtelige Svobe, som oste i een Dag kan nedflaae Landmandens Haab, er der en almindelig Skræk, da der sjeldent gaaer eet Aar forbi, uden at den tager Sæden med sig af det Korn, der ei er tidligt hostet, og Frygten er ei bleven mindre siden 1835, da den tog næsten Alt; derfor tor Bonden ei vel lade alt sit Korn sraae, mdtil det bliver ret modeilt, fordi han ei kan hoste det paa een Gang, om Stormen skulde reise sig. Den Skik, at oprogte saa meget Korn utærsket, gjor og, at man er mindre omhyggelig for at saae Byg og Havre fuldmoden; thi det svange Korn gaaer da i Krea- turene, oz desto bedre ansees Foderet. Især bliver Meget af den sildigere Havre hostet grønt, og den gives Kreaturene heel, da de saa, om end Kjærnen ei har naaet sin fulde Modenhed og Kraft, med større Vegjerlighed eede Alt op. Sporges derimod om, hvilken Grad af Modenhed Sæden bor have, for at blive bedst Handelsvare, da ere de kun Faa, som tænke derpaa. „Til Handelsvare", siger derfor en Beretning, „er man ei saa omhyggelig med Kornet, da Kjobmanden ei er kræsen, og der- med bliver Bonden vist ikke noieseettde, forend Korilvægt istedetfor Tondemaal indføres." Dette maa ei lægges vore Landmænd saa meget til Last, som Kornhandlerne; thi saalænge som Producenten ei kan faae Mere for gode og smukke Varer, end for dem af en simplere Qvalitet, er der ingen Opmuntring for ham til dermed at gjore sig Umag. Zovrigt seer man, for at bedomme, om Kornet er modent, meest paa KjcrrnenS Haardhed og Straaets Farve, og man antager det da almindeligt for at være den rette Tid, naar: Hveden er saa haard, at Kjærnen ei kan lade sig trykke flad imellem Fingrene; thi, siaaer den længere, bliver den glasset og giver ei saa hvidt Meel, ligesom da og Meget falder af.