Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

170 Den postglaciale Tids Varighed rum afholdt os fra en nærmere Udmaaling af Tidernes Længde i Aare- maal. Selv om vi gik tilbage til „den graa Oldtid" og anspændte hele Menneskeslægtens Erindring til dens yderste Grænser, svinder dog den menneskelige Tidsregning hen til rent umærkelige Ubetydelig- heder i Varighed i Sammenligning med selv forholdsvis korte geolo- giske Tidsrum. At maale saadanne i almindeligt Aaremaal vilde i Reglen være et lige saa haabløst og taabeligt Arbejde som at ville maale Him- melrummets Udstrækning med en almindelig Tommestok. Det post- glaciale Tidsrum er det alleryngste og endnu det allerkorteste af alle geologiske Tidsrum. Vi staar derfor ved Udmaalingen af denne Periode, i alt Fald naar vi tager Aartusinder som Maalestok, overfor en noget mindre afskrækkende Opgave end tidligere. Vi kan ogsaa noget bedre end før orientere os i Naturforholdene i den postglaciale Tids forskellige Afsnit, da Naturforholdene ligger Nutidens nær, samtidig med at vi ogsaa har nogen Støtte ved Beregningen af Tidsrummenes Længde i de Vidnesbyrd om Menneskets Kulturperioder, som findes i Aflejringerne fra de forskellige geologiske Afsnit af den postglaciale Tid. Ved saa- danne Overvejelser fra forskelligt Hold kommer man til Tidsangivelser for det postglaciale Tidsrums Længde, der synes at ligge mellem 30000 og 60000 Aar, maaske nærmere ved det sidste Tal end ved det første. Dog dette faar nu staa hen, og enhver kan efter Omstændighederne vælge sit eget Standpunkt, naar man blot vil fastholde den Kendsger- ning, at den postglaciale Tid i Længde mange Gange har overgaaet de Tidsrum, som selv Jordens ældste Folkeslags historiske Efterret- ninger spænder over. Kan vi saaledes end ikke sige noget ganske sikkert om den post- glaciale Tids Længde i Aaremaal, er vi dog ved Geologiens Hjælp i Stand til at dele dette Tidsrum i vel adskilte Afsnit karakteriseret ved visse Faser i Danmarks geografiske Forhold, hvortil i alt Fald delvis slutter sig visse Forandringer i Klima, i Plante- og Dyre- verden. I store Træk er Forholdene følgende: Danmark var, som vi har omtalt, for den nordlige Dels Vedkom- mende i den senglaciale Tid, nedsænket saa dybt under Havets Overflade, at Yoldialeret, der nu ligger oppe paa 30—40 M. Højde, den Gang laa omtrent ligesaa langt nedsænket under Havfladen. Under Afsmeltningstidens Slutning hævede Landet sig, og nu indtraadte et Tidsrum, der har haft en meget betydelig Længde (20—40000 Aar?), som man paa Grund af de geografisk-klimatiske Forhold plejer at kalde Fastlandtiden. Danmarks geografiske Omrids var et ganske andet end nu, Skaane, Sjælland, Fyn og Jylland var landfast med hinanden. Falster og Laaland var sandsynligvis landfast med Femern og Nordtysk-