Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

182 Postglacial Tid: Planter, Dyr og Klima historiske Side, paa Udviklingen af det naturhistoriske Kendskab til Tørvemoserne. Her som ved saa meget andet har det rent praktiske Kendskab til Æmnet naturligt nok gaaet forud for den videnskabelige Forstaaelse. I den største Del af Danmark er en gennemført Brug af Tørv til Brændsel kun nogle faa Aarhundreder gammel. Medens man fx. i det skovløse Holland har kendt og benyttet Tørv i mere end to Aartusinder*), udgjorde i Danmark Træ helt ned i det 17. Aarhundrede langt det vig- tigste og de fleste Steder omtrent det eneste Brændselsmateriale. Landet var fra Oldtiden, som vi skal se i det følgende, overordentlig skovrigt, men der var faret haardt frem mod Skovene navnlig i det 18. Aarhun- drede. Endnu i det 17. Aarhundrede omtaler Englænderen Robert Moles- ivorth, som opholdt sig i Danmark fra 1689—92, Sjælland som et Land, hvor en Fjerdedel af Arealet var dækket med Skov. Omtrent 120 Aar senere berejste Tyskeren J. H. C. Dau paa det danske Rentekammers Vegne Sjælland for at undersøge Brændselstilgangen. Han beskriver, hvor forhugget og ødelagt Skovene var, og hvor ødselt opskaaret Tørve- moserne var blevet i det korte Tidsrum, der var gaaet, siden Moles- worths Beretning. Paa sine Steder i Sjælland særlig i Odsherred og paa Amager var Brændselsmangelen saa stor, at Beboerne var nødt til at bruge „getrocknete Kuhfladen" til Brændsel**), noget, der ellers kun bruges i Jordens brændselsfattigste Egne, fx. paa Kirgisersteppen eller i Thibets Højlande. Den stærke Ødelæggelse af Skovene i Begyndelsen af det 18. Aar- hundrede tvang derfor Beboerne til at søgs andet Steds hen efter Brænd- sel. Hver Bonde fik sin Tørvelod anvist i Mosen, hvor han og hans Folk i Sommerens Løb, naar Vintervæden var svundet noget, gav sig til at skære Tørv. Men den høje Vandstand i de uafgrøftede Moser gjorde det besværligt nok endda at faa Tørven op og tvang Tørvestikkerne til at gøre Gravene saa smaa som muligt, for at man kunde øse dem læns med en „Skuffe“ fra Dag til anden. Man var derfor ogsaa nødt til at afsætte store „ Balker“ mellem de enkelte Grave, og man kunde ikke gaa synderlig i Dybden, for at Bunden ikke skulde „slaa op“ ved det tilstrømmende Vand. Tørveskæringen foregik derfor paa en meget ødsel Maade ved fuldstændig Rovdrift, og den stærke Benyttelse af Moserne *) Ogsaa andre Steder gaar Brugen af Tørv tilbage til Oldtiden. Den romerske Historieskriver Tacitus (55—120 e. C.) berettes, at Indbyggerne i det nuværende Westfalen æltede Jord, tørrede de dannede Kager og brugte dem som Brændsel. Benyttelsen af Klynetørv til Brændsel og Lyse-Klyne til Belysning gaar i Midt- og Vestjylland vistnok ogsaa tilbage til Oldtiden. **) Dau sætter den danske Betegnelse „Kokasser" i Parentes til nærmere Oplysning.