Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Postglacial Tid: Planter, Dyr og Klima 185 land, Sverig og Sydnorge er det netop et meget karakteristisk Træk,, at Lag af Planter, der vidner om stærk Fugtighed (fx. Tørvemos), af- veksler med rodfaste Stubbe af Træer og Rester af Planter, der kun kan gro paa forholdsvis tør Bund (fx. Lyng). Den tidligere omtalte J. H. C. Dan, der berejste Sjælland for at undersøge Moserne, og som har givet en Del gode Beskrivelser af for- skellige Moser, var den første, der opstillede den Inddeling af Tørve- moserne57), som ved nærmere Undersøgelse har vist sig at kunne staa for Kritiken og nu benyttes. Hans Betegnelser Hochmoore, Wiesenmoore („Grønlandsmoore“) og Holz- eller Waldmoore kan nok træffes af og til hos tidligere Forfattere, men Dau gav disse Betegnelser bestemt Betyd- ning. Nu kaldes disse Moser paa Dansk Højmoser el. Lyngmoser,. Kærmoser og Skovmoser. • Højmoserne eller Lyngmoserne dannes paa sumpede Pletter i Hederne eller paa andre fugtige Steder, saaledes undertiden paa Over- fladen af tidligere opstaaede Kær- og Skovmoser. Højmoserne dannes væsentlig af Hvidmosset — Sphagnum — som samler alt Fugtighed fra Omgivelserne i sig som en Svamp. Det danner et Tæppe, der vokser paa Ydersiden og foroven, medens det underneden dør bort og danner en løs Tørvemasse. Disse Moser vokser stærkest i Midten og bliver derfor højest der. Saaledes ligger Tørvelaget i „den store Vildmose*1 i Midten omtrent 5 Meter over den ganske vandrette Bund, men ved Ud- kanterne derimod kun 1—2 M. Naar Mospuden har naaet en vis Tykkelse, og særlig naar Fugtig- heden aftager, indfinder andre Planter sig og dækker Overfladen, særlig kan nævnes Lyng, Star, Kæruld, Pors og paa de mest næringsrige Strækninger ogsaa Pilearter. Saadanne Lyngmoser indtager store Strækninger af Hedefladerne og dækker ogsaa Strækninger, der tid- ligere var Havbund. Den store og den lille Vildmose, der i Stenalderen som omtalt var Havbund, er nu dækket af Lyngmoser. I den senere Tid er Lyngmoserne blevet Genstand for Dyrkning og kan ved Tilførsel af Kunstgødning og ved passende Behandling give gode Afgrøder, men er i sig selv yderst fattige paa Plantenæring. Kun Kvælstof forekommer i *) Adskillige tidligere Forfattere og ligeledes flere af Olufsens Samtidige nævner udtrykkelig Gran fra jyske Moser. Det er dog ikke rimeligt, at der kan lægges nogen Vægt herpaa, da paagældende maaske ikke med Sikkerhed har kunnet skelne de forskellige Naaletræarters Ved fra hinanden i den omdannede Tilstand, hvori det findes i Moserne. Hverken Jap. Steenstrup, C. Vaupell eller N. Hartz, der alle har haft Opmærksomheden henvendt paa dette Spørgsmaal, har kunnet paavise det mindste Spor af Gran i postglaciale Lag (smig. S.. 122). At Granen i alt Fald ikke naaede over til Sjælland er ganske afgjort.