Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Juraformationen paa Bornholm 29 De maa altsaa i kemisk Henseende anses for at høre til Brunkul- lenes Gruppe (1. Bd. S. 95) og kan følgelig ikke i Varmeudvikling pr. Vægtenhed maale sig med gode Stenkul, der indeholder mere Kulstof og knap den halve Iltmængde. Mange Steder i Udlandet er dog Kul- forekomster, der fører Kul paa ingen Maade bedre end de bornholmske, Genstand for industriel Udnyttelse, hvorved Tusinder af Mennesker finder Beskæftigelse. — Mangfoldige Gange har det været forsøgt at iværksætte Kulbrydning paa Bornholm i større og mindre Stil, men hver Gang er Foretagenderne paa ynkværdig Maade strandet efter kor- tere eller længere Tids Forløb. Noget skyldes Lejringsforholdene og Kullagenes Beskaffenhed, men det bør dog her siges, at den bornholm- ske Kulbrydnings Historie i en for alle Danske beskæmmende Grad er en Begrædelsernes Bog. Den er et Jammersminde over dansk Letsindig- hed og Kortsynethed ved Arbejdernes Planlæggelse, Uenighed under Iværksættelsen og modløs Opgiven paa Halvvejen, naar Vanskeligheder skulde overvindes. Nogle enkelte Træk af Kulbrydningens Historie kan anføres: Christian IV havde Øjet aabent for Betydningen af et muligt Kulværk paa Bornholm og fik udtaget Prøver, men den gamle Konge døde, inden Sagen kom videre. 1650 og paany 1654 gav Frederik III Privilegium til fire Adelsmænd Joachim Gersdorff, Axel Urup, Ivar Krabbe og Otto Krag paa at bryde Kul i Skaane og paa Bornholm, men der blev ingen Ting af det. Svenskekrigen kom og vendte op og ned paa alle Forhold. 1738 blev der under Grev Danneskjold-Samsøe’s Ledelse af tyske Mine- arbejdere paa Regeringens Bekostning forsøgt Kulbrydning. Da Arbejdet var kommet i Gang og havde kostet 6000 Kr., fik man anden Anvendelse for Pen- gene og lod Værket gaa i Staa. 1762 lod det københavnske Bryggerlav forsøge Kulbrydning ved Claus Terkels Mølle (nær ved det senere Bagaa Brud) ogsaa med tyske Minearbejdere. De udvandt en Del Kul, men tog sig Arbejdet let og drev Rovdrift med kun at bearbejde de øverste Lag. Efter et Par Aars Forløb erklærede de, „at nu var der ikke flere Kul", og Bryggerlavet gjorde ikke flere Anstrengelser. Ikke for intet siger de før omtalte Undersøgere H. Blichfeldt & C. Martfeldt, der 1770 undersøgte Kulforekomsterne: „Siden man begyndte paa Bornholm at søge efter Kul, som regnes fra Kong Christian IV’s Tider, er intet Arbejde bleven fuld- ført, som var vel begyndt, ja det som er meget meere, aldrig noget Arbejd, saa vel begyndt, at det kunde eller burde fuldføres! .... Aldrig er Steenkul os tilbragte fra Engeland skurfede fra Jordskorpen eller fast som Aal stangede i Strandbredene“*). *) De sigter herved til Rovdriften paa de umiddelbart ved Overfladen lig- gende Lag og til den Fremgangsmaade, som man paa Bornholm benyttede ved at opfiske de ude i Stranden synlige Brokker af daarlige men let tilgængelige Kul. B. & M. giver en Afbildning af de kuriøse Bjergmandsredskaber, der brugtes ved denne Kulfangst.