Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

30 Juraformationen paa Bornholm 1773 fik Bjergassessor Willumsen og den praktisk uddannede Bjergværks- ingeniør G. Schram af Regeringen den Opgave i større Stil at undersøge Lagene og udvikle Kulbrydningen. Ved Pythuset drev Schram en Skakt ned til 57 M. Dybde, der lovede godt m. H. t. Kulbrydningen, men fik ikke Penge til at istand- sætte Pumpeværket, da der kom Vand i Skakten. Brydningen holdt derfor op efter at have kostet Staten 40,000 Kr. 1790 oprettede Englænderen James Dawenport en Art Aktieselskab til Kul- brydning, der synes at have gaaet godt, saa længe han tog sig af det. Saaledes leveredes fra Værket ved Claus Terkels Mølle (som i 1765 var erklæret for ud- tomt) i 1796 3500 Tdr. Kul*) til „Åbo Teglværk" ved Rønne, men da Værket allerede samme Aar gik over paa danske Hænder, forfaldt det og hørte helt op i 1798. 1791 forsøgte en preussisk „Bergassessor“ Kaster sig. Han borede efter Kul i Alunskiferen ved Vasagaard, selvfølgelig uden at finde noget og erklærede: „Hvo, som endnu tænker paa at finde store Skatte af Kul paa Born- holm, beviser, at han er ukyndig og uerfaren i Bjergværks-Videnskaben“ (med- delt af Rawert & Garlieb). Tiden fra 1797—1804 er ejendommelig ved den ivrige Virksomhed, som den danske Regering — Kommercekollegiet — udfoldede for at undersøge de born- holmske Kulforekomster. Lykken var dog ikke egentlig de foretagsomme Myn- digheder gunstig. 1797 sendtes en skotsk Ingeniør til Bornholm for at søge efter Kul. Skotten fik efter at have været en Maanedstid paa Øen Haand i Hanke med 500 £ og forsvandt. 1798 sendte Regeringen en hæderlig dansk Justitsraad C. G. Rafn over for at søge efter Kul. Han havde givet en virkelig oplysende Beskrivelse af de bornholmske Lerarter og vist, at han havde et godt Blik for Naturforholdene. Justitsraaden ledsagedes til yderlig Sikkerhed af en Etatsraad, nemlig C. H. Pram. Han havde gjort sig bekendt som Digter og Skribent om Alverdens Æmner, men ganske vist ikke som Kulmineingeniør. Rafn og Pram forsøgte at bestemme Lagfølgen ved Boringer, hvad der upaatvivlelig ogsaa er den rette Fremgangsmaade. De fik boret 10 M. ned i bløde Ler- og Sandlag ved Gaasebæk N. f. Rønne, men da de i denne dog ikke imponerende Dybde traf lidt haardere Lag, viste det sig, at de var blevet narret af den Smed, der havde lavet de med- bragte Bor, der var af saa slet Staal, at de ikke kom videre. 1801 blev en Baron — Kaas-Lehn — sendt over for at søge efter Kul. Det kostede nogle tusinde Rigsdaler, men førte iøvrigt ikke til noget Resultat, lige saa lidt som de Forsøg der: 1804 blev udført, denne Gang af en Greve — Wedel-Jarlsberg. Grevens Forsøg var dyrere end Baronens, de kostede c. 10000 Rigsdaler. Nu laa Forsøgene stille nogle Aar, medens denne Tid netop for de skaanske Kulværker var en glimrende Opgangstid. Det var Danmark, særlig København, der for en meget væsentlig Del bidrog til at konsolidere Kulbrydningen i Skaane, men ganske vist paa Grund af de svenske Mineingeniørers og Forretnings- *) Efter hvad E. Erdmann meddeler, var Kulbrydningen ved Höganäs i Aarene 1746—1796 mellem 2000—5000 Tdr. Kul aarlig. Bornholms Kulbrydning med en Leverance af 3500 Tdr. til en enkelt Fabrik stod altsaa saa længe Da- wenport ledede den paa et efter Omstændighederne meget hæderligt Standpunkt