Geologi Og Jordbundslære
Andet bind: Danmarks Geologi

Skrivekridts Forvitringsmaader 45 Tykkelse. De løsbrudte Kridtmasser skrider ned langs Klintens Fod og bortskylles ved Højvande. Bryozokalkens Understøttelse borttages der- ved, saa at Klinten underhules, hvorved de overhængende Lag af og til styrter ned. Klinten rykker saaledes ind ad men yderst langsomt. Paa Steder, hvor Skrivekridtet er regelmæssig aflejret ligesom i Stevns Klint, men savner det beskyttende Limstendække, er Forholdene ved Forvitringen noget anderledes. Ved Svinkløv gaar Kridtet i Klin- ten op til omtrent en Snes Meter over Havet (se Fig. 19). A. Jessen, der Fig. 20. Stevns Klint med Højerup Kirke (efter Fot.). har undersøgt Forholdene her, beskriver dem omtrent paa følgende Maade20): „I Svinkløv staa de hvide Kridtskrænter nøgne og vegeta- tionsløse ud mod Skagerak paa en Strækning af 3—400 M. Paa Afbild- ningen (Fig. 19) af Svinkløv ses i Forgrunden den brede stenede Hav- stok ud mod Skagerak. Op mod Klintens Fod dækkes Havstokken af en frodig Vegetation af Hippophae rhamnoides (Sandtidse), der vokser paa nedskyllet Ler, Sand og Kridtslam. Indenfor staar de hvide vegeta- tionsløse Kridtskrænter, hvor Skrivekridtet naar op til omtrent to Tre- diedel af Klintens Højde; Kridtet dækkes af kvartære Jordlag, lagdelt Sand og Grus samt Morænedannelser. I tidligere Tid, da Skagerak naaede helt ind til Banken, maa Skrivekridtet have staaet som en lodret Væg. Efterhaanden som Havstokken udenfor voksede i Bredde — ved Tilsanding delvis i Forbindelse med Landets Hævning — beskyttedes Svinkløv mod Havet og var derefter kun udsat for Luftens, Frostens og Regnvandets Angreb. Vejrsmuldringen og Regnvandet virkede da her paa samme ejendommelige Maade, som det saa ofte er Tilfældet i