Arbejdets Riddere

22 Det følgende Aar 1867 holdt Forbundet sit Aars- møde i Chicago. Ved dette mødte W. Sylvis paany som Støberiarbejdernes Repræsentant. Af de Beret- ninger, som blev afgivet, fremgik det, at Fremgangen i det forløbne Aar kun havde været meget ringe. Sylvis foreslog her, at der skulde virkes for Op- rettelsen af Arbejderbureauer til Indsamling af Arbejder- statistik. Men nogen Beslutning derom blev ikke taget. For at faa gjort en Begyndelse til Indførelsen af den Otte-Tiiners Arbejdsdag enedes man om foreløbig at rette Bestræbelserne paa, at denne Arbejdsdag blev indført for alle Arbejdere, der stod i Statens Tjeneste. Blev dette opnaaet, ventede man, at Eksemplet derfra vilde øve en stærk Virkning paa Forholdene i den hele Nation. Med dette for Øje blev det vedtaget, at Aars- niødets Medlemmer skulde enten personlig forhandle med eller skrive til de flest mulige af Kongressens Medlemmer. Tillige skulde de i de Blade, hvor de kunde faa Adgang dertil, opfordre Arbejderne til ved det følgende Præsidentvalg at gaa til Valg paa Kravet om den Otte-Timers Arbejdsdag. Med disse Beslutninger gik Forbundets Repræsen- tanter til Optagelsen af andet Aars Arbejde. Foruden af Arbejdenæs egen konservative Træg- hed vanskeliggjordes Virksomheden af mange andre For- hold. Af Arbejderblade var der kun meget faa, og de. der var, havde kun ringe Tilslutning, hvoraf Følgen var, at de kun havde ringe Evne til at forfægte Ar- bejdernes Sag. Dagbladene forholdt sig saa godt som fuldstændig tavse overfor Arbejderbevægelsen. Arbejder- organisationernes Navne blev meget sjældent nævnt i Dagbladenes Spalter, — undtagen naar Organisation- erne og deres Virksomhed blev angrebne. Et offentligt Arbejdennøde var endnu de Heste Steder en Nyhed. Den Mand, der havde Mod til at tale ved Arbejdermøder, var sikker paa at blive mødt