Arbejdets Riddere

23 med en Storm af Haan og Spot. Ligegyldigt, hvad der end foregik ved Mødet, Referatet i Dagbladene var som Regel al Tid det samme. Som oftest refere- redes der som følger: „En Samling af daarlige Indi- vider, tilhørende Samfundets Bundfald, var i Aftes ude at høre en tungerap Demagog, der deklamerede om de forurettede Arbejdere med de barkede Næver“. Efter dernæst at have givet en drastisk Skildring af Mødo og Talere hændte det ret hyppig, at Redaktørerne i ledende Artikler foreslog, at den Art Møder burde forhindres eller undertrykkes af Samfundets „bedre Dele“. Ikke sjældent blev der givet ligefrem Anvisning paa personlig Forulæmpelse som Middel til at hindre Møderne. Blandt de Navne, hvormed man paa denne Tid titulerede Arbejdertalere, kan anføres: Tordentaler, forsulten Drivert, nederdrægtig Usling, Mordbrænder, Tugthuskandiflat, en Skraaler, der lever højt ved at tale om Arbejdernes Uret, en Skabning, der af ret- skafne Arbejdere burde sendes ud af Byen i Tjære og Fjer. Som Skældsord i Rang med disse anvendtes ende- lig ogsaa saadanne Navne som Kommunist og Socialist! Saadan var den Karakteristik, der blev givet af dem, der optraadte som Arbejdernes Talsmænd. De, der optraadte som Ordstyrere ved Møderne, fik i Reg- len deres Afsked, og enhver, der deltog i Møderne, stod stadig i Fare for at blive ramt af den samme Skæbne. Under saadanne Forhold var der Grund til at for- tvivle over Arbejdernes Sag. For mange kunde det synes haabløst at tænke paa at rejse Arbejderne til selvstændig Optræden, til Værn for deres Rettigheder, ti] Kamp for Fremgang. Men hverken Fordomme eller Sløvhed, Haan eller Latter kunde afholde de Mænd, der var kommen til Erkendelse af Uretten og havde faaet Tro paa Mulig- heden af at føre Arbejderne til Ret, fra at fortsætte deres Virksomhed. Med utrættelig Nidkærhed ud-