Det Nyere Agerbrug
Et Eksempel Paa Videnskabernes Almennytte

4 Vel laa der i Thaers Lcere i Begreberne om Iordbundskrafteus Ligevægt, dens Forbrug og nødvendige Erstatning, en Kjærue af Sandhed, som fuldkommen var istand til at udvikles videre; men denne Lære udartede til et tomt Tabelværk i Hænderne paa hans uvidende og uvidenskabelige Efterfølgere, idet de ligesom betagne af en ond Trolddom ikke forstode at benytte de Fremflridt, Naturvidenstaberne i Mellemtiden havde gjort. Det „at kunne" eller Pra;is var Hovedsagen, men hvorpaa det kom an for „at kunne", derpaa lagde man ingen Vægt. Man maatte holde sig til Erfaringen; ved Theori gjorde man ingen ufrugtbar Mark frugtbar. Følgen er forstaaelig for os, som fee Resultatet af denne Agerdhrkningsmaade. Hvad man antog for Erfaring, var ikke den ægte Erfaring, der staaer sin Prøve. Det gjaldt dengang for en ubetvivlelig Sandhed, at Aftagningen og Tiltagningen af Markernes Afgrøder stode i Forhold til Mængden af Humus, eller Aftagningen og Tiltagningen af visse forbrænde- lige Stoffer i Jordbunden, som man maatte rette alle Be- stræbelser hen paa at forpge. Det Sande i denne Erfaring var, at der voxer flere Planter paa en frugtbar Mark end paa en ufrugtbar, og at flere organiske Rester derfor ophobe sig i en rig end i en fattig Jordbund. Man havde forvexlet Virkning nieb Aarsag og taget den første for ben sidste. Saaledes mecnte man, at den magre Jordbund vilde give rigere Høst, naar Landmanden blot forstod at frembringe mere Humus deri; ogsaa denne Læresætning kan ikke bestrides, naar Humus lod sig frembringe i en Mark, som ikke inde- holder Betingelserne, der utfordres for Planternes Vcext. Man faaer et Begreb om, hvad den Omhu vilde sige, der vistes Marterne, og hvorved man troede at kunne vedligeholde deres Frvgt- barhed, naar man erindrer, at Thaer (1806) ikke tillagde Beenafke nogen videre Værdi som Gjødning, kun Limen i Beneue havde en liden Virkning; endnu i 1830 lærte Sprengel, at Beengjsdning ikke var til nogen Nytte for Tydstland. Man vidste vel, at