Nogle Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12'te - 14'de November 1872
og over den derved fremkaldte Vandflod i Østersøen

23 265 at det ved nøjagtige Undersøgelser deels ved Hjælp af Røg fra forskjellige høje Skorstene og deels ved Iagttagelser over Skyernes Bevægelse har viist sig, at medens Røgen nede ved Jorden paa Grund af tilfældige Standsninger stedse svinger frem og tilbage omkring den virkelige Vindretning, saa synes saadanne Svingninger kun lidet at forekomme i Skyernes Højde. See vi fremdeles hen til de observerede Vindhastigheders Kontinuitet langs bemeldte Flugtlinier, saa viser det sig ogsaa derved tilstrækkelig tydeligt, at der fra denne Side heller ikke kan være nogen Tvivl om, at de stærke Luftstrømninger, som fandt Sted under den omhandlede Stormperiode, skyldtes de store Niveauforskjelligheder, som de forhaanden- værende atmosphæriske Ligevægtsforstyrrelser førte med sig. Paa Grund af disse Niveau- forskjelligheder er nemlig Ligevægt i det betragtede Fluidum umulig', og Fluidet maa derfor sætte sig i Strømning ganske i Overensstemmelse med, hvad der vilde skee, hvis Fluidet var Vand i Stedet for Luft. Paa Grund af Tryk- eller Niveauforskjellighederne vil Fluidet altsaa komme i Strømning fra det høje Lufttryk, langs ad Strømningsbaner eller Strømnings- linier, der have deres Udspring fra det høje Lufttryk, hvorfra Bevægelserne sees at begynde som ganske svage Strømme, der saa, efterhaanden som de passere fra Niveau til Niveau, voxe i Størrelse og Mægtighed paa Grund af Faldet, idet Strømmen bestandigt river større og større Luftmasser med sig. Efterhaanden som de medbragte Luftmasser nærme sig de lave Lufttryk, hvorhen de stræbe, ville Drivkræfterne mere og mere blive utilstrækkelige til at føre Luftmasserne videre fremad, og disse Masser maa derfor efterhaanden standse og sprede sig over de omhandlede Arealer, hvor Lufttrykket er lavest. • For disse atmosphæriske Luftstrømningers Bevægelse hen over Jorden gjælder naturligvis de bekjendte Love, som gjælde for Strømme af flydende Legemer i Almindelighed, og deraf følger, at Luftens Strømningsbaner paa ethvert Punkt er bestemt ved Størrelsen og Retningen af de Kræfter, som paavirke de bevægede Luftmasser langs ad Strømmens Bane, og at disse Luftstrømme derhos ere desto kraftigere, jo større de drivende Kræfter efter Banen ere, og jo større de bevægede Luftmasser ere. Det er fremdeles klart, at de Modstande, som de bevægede Luftmasser møde under deres Strømning hen over Jordens Overflade, ere desto større, jo mere ujevn den Deel af Jordens Overflade er, hvorpaa Bevægelsen foregaaer, og at Luftstrømmene som en Følge heraf i Reglen lide en betydelig større Modstand ved at bevæge sig hen over Landene, end naar de strømme hen over Havets Overflade. Paa Grund heraf er det ganske naturligt, at Luftstrømmene vise en Tilbøjelighed til at følge de Veje, som frembyde mindst Modstand, hvorfor det hyppigt findes, at Vindstrømmene bøje af til Siden for at følge Havfladen istedetfor at følge den korteste Vej over Land. Men selv naar Luftstrømmen bevæger sig hen over Havene, saa lider den dog paa Grund af Friktionen en mærkelig Modstand, som ved at virke tilbage paa Havfladen stræber at bevæge denne frem i Vindens Retning;