Nogle Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12'te - 14'de November 1872
og over den derved fremkaldte Vandflod i Østersøen
Forfatter: A. Colding
År: 1881
Forlag: Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 62
DOI: 10.48563/dtu-0000041
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
268
26
disse Baner, — har jeg derefter i Henhold til den hele foreliggende Samling af graphisk
fremstillede Vandstandsobservationer, som findes afbildede paa Planerne II —IV, med blaa
Tal afsat samtlige til de betragtede Tidspunkter observerede Vandstandshøjder, hver for
sig paa det Sted af Kortet, hvor Observationen er foretagen. Ved Hjælp af alle disse
Tal, der som sagt fremstille de observerede Vandstandshøjder over dagligt Vande, udlrykte
i Fod, har jeg endvidere paa sædvanlig Maade søgt at bestemme Havets Vandstandshøjde
for en Mængde mellemliggende Punkter, hvilke i Forbindelse med de umiddelbart givne
have sat mig istand til at bestemme Beliggenheden paa Havets Overflade af samtlige hori-
zontale Vandstandscurver, som jeg paa bemeldte Planer har angivet med blaa Farve, og
hvis Højder over dagligt Vande, udtrykt i Fod, findes vedføjet med blaa Tal.
Ved paa disse Kort over Nordeuropa (Planerne XVI—XXIII) at betragte de saaledes
fremstillede 3 Systemer af Curver, nemlig:
1. Lufttryks-Curverne eller Isobarerne, som med de tilsvarende Lufttrykshøjder
ere angivne med sorte Linier og Tal.
2. Vindflugts-Curverne, som med tilsvarende Vindhastigheder ere angivne med røde
Linier og Tal, samt
3. De horizontale Vandstands-Curver, som tillige med deres Højde over dagligt
Vande ere angivne med blaa Linier og Tal, —
da viser det sig umiddelbart, at medens Vindretningen med Hensyn til Luftens Ligetryks-
linier paa alle Punkter synes at stille sig saaledes, at de omhandlede Vindflugtslinier skjære
samtlige Isobarer under en Vinkel af omtrent 30°, saa har Havets horizontale Vandstands-
curver en saadan Beliggenhed, at de paa alle Punkter vise en umiskjendelig Bestræbelse
efter at stille sig lodret paa Vindretningen, hvor de lokale Forhold ikke ere saaledes
beskafne, at de stedfindende Opstemninger af Havet med Nødvendighed maa fremkalde et
Vandspejlsfald, som tvinger Havvandet til at forlade dets oprindelige Bevægelsesretning for
derefter at bevæge sig bort efter Resultanten af den i Vindens Retning virkende Kraft og
den ved Vandspejlets Opstemning fremkaldte Tyngdekraft, som stræber at drive Vandel
til Siden.
Men naar det maa betragtes som en Kjendsgjerning, at de horizontale Vandstands-
curver paa Havets Overflade under Stormen og Vandfloden af 13<le November overalt vise
en Bestræbelse efter at stille sig lodret paa Vindretningen paa alle Steder af Havet, hvor
kun de oprindelig drivende Kræfter, som have fremkaldt de store Ligevægtsforstyrrelser i
Havet, have været eneraadende eller væsentligt eneraadende — hvad utvivlsomt maa erkjendes,
naar man betragter den hele Samling af Kort, som findes afbildede paa Planerne XVI —
XXIII, idet man afseer fra de Forhold, som fremtræde f. Ex. ved Øresund, hvor de opstemmede
Vandmasser finde naturligt Afløb til Siden paa Grund af Tyngden, saavelsom fra de Forhold,
som vise sig i Nordsøen, hvor Flod og Ebbe udøver en betydelig Indflydelse paa Vandets
Stigen og Falden — saa følger deraf ligefrem, at for ethvert Punkt af Havet har Resultanten
MWM