Nogle Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12'te - 14'de November 1872
og over den derved fremkaldte Vandflod i Østersøen

21 269 af de drivende Kræfter, som har fremkaldt den heromhandlede Vandflod, virket i samme Retning som Vinden; og med Erkjendelsen heraf kan der vel næppe blive Spor af Tvivl tilbage om, at den omspurgte Kraft, som har fremkaldt Stormfloden, kan have været nogen anden end Stormens Virkning paa Havfladen. Skjøndt der altsaa efter det saaledes Anførte egentlig ikke kan være nogen Tvivl om, at det alene er Stormens Magt, som har fremkaldt Vandfloden, vil dog Rigtigheden heraf først fuldstændigt kunne siges at være godtgjort, naar det kan paavises, at den Kraft, som til ethvert Tidspunkt har været fornøden for at holde Havvandet opstemmet til den observerede Højde, som findes angivet paa Profilkortene Plan II—IV, ikke blot i Retning, men tillige i Størrelse, har været lige stor med den Kraft, hvormed Vinden har paavirket Havet. For at paavise dette, behøve vi kun at betragte de i min Afhandling om Vindens Virkning paa Havets Strømninger1) fremstillede Formler, som gjælde for Vandstrømme, der ere paavirkede af Tyngdekraften i Forening med Vindens Kraft. INaar vi nemlig ved Hjælp af disse Formler — om hvilke jeg tidligere har paaviist, at de tør betragtes som almindeligt gjældende — for et hvilketsomhelst Punkt af det undersøgte Farvand, hvori Vandstandscurven staaer lodret paa Vindretningen og hvori Vandet altsaa er forhindret fra at kunne afvige til Siden for Vindretningen, beregne den Højde, hvortil Vinden efter sin Styrke og efter Havets Dybde er i Stand til at opstemme Havets Overflade, saa viser det sig overalt, at den beregnede Højde falder saa nær sammen med den virkelige, observerede Opstemningshøjde, at Afvigelsen paa alle Punkter kan betragtes som en Observationsfejl. For nærmere at belyse dette behøver jeg blot at henvise til efterfølgende Tabel II, der indeholder en Sammenligning mellem de ligefrem observerede og de ved Hjælp af Vindens Hastighed beregnede Vandstandshøjder for en efter Havdybden ordnet Række af Tilfælde, hvori Vindretningen under Storm,en den 12te til 14de November 1872 stod lodret paa de hori- zontale Vandstandscurver. Jeg skal i den Anledning bringe i Erindring, at da Vandmasserne i det Hele taget kun rykkede ganske langsomt fremad i Vindens Retning, saa kan den Vind- hastighed F, som er i Stand til at opstemme Havet saaledes, at Havfladen erholder en Stigning af h Fod paa en Længde af l Fod, naar Havdybden er H Fod, tilnærmelsesvis fremstilles ved Formlen (43) i min foranførte Afhandling, nemlig: V = — Tænke vi os derimod, at Vanddybden maales i Favne, og at Afstanden, hvorpaa Opstemningen finder Sted, maales i Qvartmiil, hvad sædvanligt er Tilfældet paa Søkortene, saa følger let, at ovenstaaende Formel kan fremstilles saaledes: ______ V = ...........................(1) idet IT er Dybden i Favne og lf er Længden i Qvartmiil. Vidensk. Selsk. Skr. 5te Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd., llte Bd., Ill, 1876. 35’