Sund Skoleungdom
En Lærebog I Skolehygiejne

9 ikke har været for stærke, thi da bliver de undermålere og svæk- linge*). Herhjemmefra fortæller Dr. Rambusch, at de jydske gård- mandsbørn lige til konfirmationsalderen er større end husmands- og indsidderbørn, men at denne forskel derefter udlignes. Fra de her opstillede normer er der, som overalt i naturen, af- vigelser til begge sider. Pubertetsvæksten kan være sammentrængt på meget kort tid, den kan indtræde tidligere eller senere; men det indbyr- des forhold mellem højde- og vægtforøgelse og forholdet til kønsmo- denheden forrykkes dog ikke. Store afvigelser fra normen må altid henlede tanken på, at sygelige tilstande er årsagen. Pubertetsvæksten er ikke en ligelig samtidig vækst efter alle lege- mets dimensioner. Medens højdevæksten er stærkest, er forøgelsen i vægt og fyldighed svagere, og omvendt ebber den stærke højdevækst ud, når vægtforøgelsen og dermed muskelfylden og legemskraften for alvor skal have plads. Brystomfanget, et af de bedste udtryk for legemskraften, har ifølge nogle undersøgere (Marro; Kotelmann) sin stærkeste vækst hos drenge fra det 14de til det 17de eller 19de år med maksimum ved det 15de år; men andre undersøgelser (Porter; Batty & de Bratti) har givet det resultat, at brystomfanget holder sig temmelig uforandret hos drenge fra det 13de til det 15de år, og at den store forøgelse først da kommer, altså senere end højdevækstens stærkeste tid. Dette er vist det rigtige og stemmer bedst med udvik- lingen hos den danske ungdom. Hos pigerne ligger forøgelsen af brystomfanget 1—2 år tidligere. Men denne vækstens ujævnhed i disse år går meget dybere: i de enkelte legemsdele skifter stærk vækst med forholdsvis stilstand, og stilstanden afløses atter af stærk vækst. Det er den franske militær- læge Godin, der slående har godtgjort dette ved målinger, han med et halvt års mellemrum har gjort på eleverne i et militærakademi. Underekstremiteterne vokser ikke stærkt, medens kroppen tager til i længde og omvendt (Fig. 9), og medens overekstremiteterne strækker sig, står væksten af underekstremiteterne forholdsvis stille (Fig. 10), ja endogså væksten af underben og lår alternerer (Fig. 11). Det er denne ujævnhed i væksten, der giver de unges legemsbygning den velkendte mangel på harmoni, noget der aldrig ses i barnealderen; tiet er det, der er skyld i de altfor store fødder, som pigebørnene til deres moders sorg har, og de lange arme og store hænder, der kun i Jack London fortæller i »Afgrundens folk«, at alle de proletarmænd, han færdedes mellem i Londons East End, var meget mindre end han, skøndt han ikke var særlig høj. 2*