Maaleteknik

305 Denne Teori bygger paa visse simplificerende Forudsæt- ninger angaaende de Formforandringer, der finder Sted i Materialet under Prøven. Disse Forudsætninger har dog mindre Interesse, idet det ved Maalemetodens Uddannelse kan betragtes som godtgjort en Gang for alle, at Forudsætningerne er opfyldt i alle normale Tilfælde. Teorien rummer imidlertid ogsaa andre Forudsætninger, der maa prøves i det enkelte konkrete Tilfælde, og den vigtigste er ved den her betragtede Maaling den, der angaar Indspændingen. Teorien gælder naturligvis for absolut fasL Indspænding. Spørgsmaalet bliver da, om Indspændingen ved det System, hvormed der netop arbejdes, kan betragtes som praktisk set fast. Dette maa prøves ved et Forsøg, ved hvilket man maaler Nedbøjningen i lo eller flere væsentligt forskellige Afstande fra Indspændings- punktet. Gør ingen Forskel i Resultatet sig gældende, tør det sluttes, at Indspændingen er, som den skal være. En Efler- given vilde nemlig give sig til Kende ved Værdier, der vari- erede systematisk med Afstanden. Vi anfører en Prøve, som den her antydede, og Diskussionen af det Resultat, hvortil den førte. Den Stang, hvis Elasticitetskoefficient skulde maales, var af Messing. Dens Tværsnit var rektangulært med en Højde 14,96 cm, en Bredde 14,95 cm. Belastningen, der benyttedes, var 1,982 kg. Vi betegner for et Øjeblik den iagttagne Bøj- ningspil ved fa og den heraf beregnede Værdi for Elasticitets- X fa Ea (x/fa) 678,2 6,247 10160 108,6 608,5 5,290 10060 115,0 537,7 4,324 9980 124,3 470,6 3,493 9800 134,7 384,1 2,476 9630 155,2 399,1 1,623 9280 184,5 224,3 1,002 8760 223,9 J. Hartmann: Maaleteknik. 20