Forplantning og Arvelighed

98 modnes i det nordlige Norge, og at Udsæden, som avles deroppe, derfor overvejende kommer til at be- staa af tidligere Linjer, og det er da intet Under, at „Snarkornet” til at begynde med, naar det saas i sydligere Egne, udvikler sig hurtigt; men efter- haanden gør de sildige Linjer sig mere gældende, og vi faar da det gamle Forhold igen; Tilfældet skulde da være lig det ovenfor (S. 53) om Bønnefor- ædlingen anførte. Da Schübeler ikke har kunnet tage Hensyn til den her anførte Mulighed for Fejl, er hans Forsøg ikke overbevisende. En endelig Af- gørelse kan først opnaas, naar der arbejdes med Rene Linjer; hvis Resultatet da bliver det samme, som i Schübelers Forsøg, faar vi et Bevis for Arve- ligheden af en erhvervet Egenskab. Ligesaa vanskelige at tyde er nogle Erfaringer fra Husdyravlen. Det er saaledes et Faktum, at Væddeløbshestenes Hurtighed er tiltaget i Aarenes Løb, og dette forklares af nogle derved, at den inten- sive Træning har paavirket Dyrene saaledes, at alene derved er deres Evne til Hurtigløb blevet forøget fra Slægtled til Slægtled. Herimod kan man imid- lertid indvende noget lignende som ovenfor; ved Træning og Væddeløb faar man at vide, hvilke Dyr der er de overlegne; disse bruges som Avlsdyr, og derved forøges Muligheden for en forøget Hurtighed i næste Generation; men hvis det var Brugen alene, som fremkaldte de nye Egenskaber, skulde et saa- dant Udvalg jo netop ikke være nødvendigt. Der- for beviser disse Iagttagelser hverken det ene eller det andet. Af langt større Betydning er en Forsøgsrække, som er anstillet her i Danmark paa Carlsberg- Laboratoriet af Emil C li r. Hansen. Det drejer sig om Gærsvampe. Disse mikroskopiske Væsener er, som tidligere omtalt, encellede og formerer sig ved