Forplantning og Arvelighed

117 og Racer opstaar ved en stødvis Forandring lios Stamarterne, i nogle Tilfælde er disse Stød store, og deres Resultater meget iøjnefaldende, i andre Tilfælde er de mindre betydelige; men stedse ud- viser de den fælles Ejendommelighed, at Afkommet bevarer det afvigende Individs Egenskaber og ikke slaar tilbage til Stamformen. Det maa saa blive Fremtidens Opgave nærmere at gøre Rede for, hvordan denne stødvise Udvikling gaar for sig, og hvilke Aarsager den skyldes; for Tiden maa vi nøjes med at fastslaa Mutationens Eksistens. Ved Undersøgelsen af de „Smaa. Arter” og de Rene Linjer standsede vi med Paavisningen af, at disse Individgrupper var i Besiddelse af en mærkværdig Konstans, selv de mest afvigende Individer gav Af- kom, der slog tilbage til Typen. Det skulde altsaa synes haabløst at faa en Race forbedret, naar man først var naaet saa vidt, at man havde grundlagt en Ren Linje. Efter hvad vi nu har lært, er det ikke saa; af og til kan der i disse faste Grupper opstaa Individer, som sprænger de gamle Rammer og bliver Ophav til nye Racer. Desværre er vi efter det sagte ikke i Stand til at fremkalde de stødvise Ændringer; vi maa derfor nøjes med at passe paa, naar Mutationerne viser sig, og derefter ved omhyggelig Renavl faa dem isolerede. Ad denne Vej er talrige ,,Sorter”, „Racer” og „Stammer” især i Havebruget bievne til, og et mere bevidst Arbejde paa Opsøgelsen af Mutationer vil sikkert blive en Hovedopgave for Fremtidens Forædlingsarbejde. Vi staar nu ved Afslutningen af vor Fremstilling af Arvelighedslærens Hovedpunkter. Vi har set,