Om Elektriske Gnister I
Gnistforsinkelse

■MM 38 Nr. 10. P. O. Pedersen: betegner Gnistspændingen. En saadan Sammenligning er foretaget i Fig. 16, hvor (p, V)-Kurven er mærket abc, me- dens Kurvestykket bd angiver det Forløb, (p, V)-Kurven vilde have faaet, hvis Elektroderne havde været plane og parallelle, og hvis Gnisten var bleven tvungen til at søge over ad den korteste Vej mellem disse. Man ser, at (p, rmin)- Kurven og (p, V)-Kurven i Hovedsagen har samme almin- delige Forløb for høje Lufttryk og ned til Minimumsværdierne. Men den Værdi af p, for hvilken V er Minimum, er meget lavere end den, for hvilken rmin har sin mindste Værdi. For Tryk under Minimumspunktet er Forløbet af de to Kurver derimod ganske forskelligt, (p, V)-Kurven holder sig — som bekendt — under de her foreliggende Forhold nede paa den lave Minimumsværdi, som antydet ved Linie- stykket bc. (p, Tmi^-Kurven bøjer derimod for disse lave Tryk meget stærkt i Vejret, saaledes at rmin her meget snart antager saa store Værdier, at de ikke kan maales ved Hjælp af den benyttede Opstilling. Foruden af Luftartens Natur og af Trykket afhænger Forsinkelsen, som det bl. a. fremgaar af Fig. 14, i første Linie af Forholdet f — altsaa af den elektriske Feltinten- sitet. Efter de hidtidige Erfaringer gælder som almindelig Regel, at for en bestemt Luftart og for et givet Tryk er Forsinkelsen desto mindre, jo højere Feltintensiteten er. De anstillede Forsøg tyder ligeledes paa, at Forsinkelsen i Hovedsagen kun afhænger af Forholdet mellem Gnist- længderne L og l, men derimod ikke ret meget af disses absolute Længder. Det er muligt, ja vel endog sandsynligt, at en nærmere Undersøgelse med den i Afsnit 2 omtalte, noget forbedrede Forsøgsteknik vil vise, at ogsaa de abso- lute Gnistlængder har nogen Indflydelse paa Forsinkelsen, og at denne navnlig vokser med Gnistlængderne; men denne