Handskemagerforeningens Festskrift

47 antages, at Husets Kvinder have besørget en Del af Syningen, men der er ingen Tvivl om, at det kunstfær- digste Arbejde er blevet præsteret af Svendene. Det er forbausende at see med hvor smuk en Syning (baade Stikning og Kastning) Handsker, Seler og andet Handske- magerarbejde i ældre Tider er blevet udstyret, og det bliver det saa meget mere, naar man betænker, at det udførtes uden mekaniske Hjælpemidler, mangen Gang med valne og ophovnede Hænder, der vare fulde af Kalkhuller og Revner, ved Lyset af en lille osende 3 ranlampe foran hvilken der paa et Stativ — den saa- kaldte »Galge« — var anbragt en Glaskugle fyldt med Vand for at samle Lyset paa Arbejdet. Det er sikkert alle bekjendt, at der allerede i for- rige Aarhimdrede har fundet en livlig Udførsel Sted af Handsker her fra Landet, men dette skyldtes hverken det smukke Snit eller den kunstfærdige Syning, som udmærkede de Handsker, som bleve forfærdigede her- hjemme efter privat Bestilling, men det maa tilskrives Barkberedningens Fortrin, dens fine Farve, behagelige Lugt og Holdbarhed. Det fælleds Navn for disse Exporthandsker var »Randershandsker«, idet det nemlig var Randers By, hvor denne Tilvirkning først fik nogen Betydning. Aaret efter at Christian d. V’s Laugsforordning var udkommen, talte Randers Handskemagerlaug 16 Mestere, og Antallet af dem, der drev Haandværket som Mestere, steg indtil henimod Midten af det attende Aarhundrede, men efter dette Tidspunkt var Antallet jævnt i Aftagende. — Det er ikke saa underligt, at Randers Mestere, da deres Fa- brikat overalt fandt Behag og blev en efterspurgt Vare, vilde hævde, at det var særlige stedlige Forhold i Ran-