Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

97 Hvad angaar Forholdet til Ejerne af de til Jernbanerne stødende Grunde stiller Sagen sig væsentlig anderledes. Lovgivningens almindelige Bestemmelser om Hegn kunne ikke anses for anvendelige paa Jernbaner. Derimod er der i § 19 i Forordning af 5. Marts 1845 om Grundes Afstaaelse til Jernbaner givet en almindelig Bestemmelse angaaende den Ordning, som ved en Jernbanes Anlæg skal finde Sted mellem Jernbanen og dennes Naboer. Bestemmelsen lyder saaledes: »Entreprenørerne ere forpligtede til at indrette og vedligeholde alle Anlæg, som ere fornødne til at tilvejebringe og sikre Kommunikationen paa de af Banen overskaarne Landeveje, saavel som Overkørsler, Indhegninger, Opkørselssteder paa Grundstykker, Vandledninger og Stenkister, for at afværge Fare og Skade paa de nærliggende Grund- stykker.« Ifølge denne Bestemmelse vil der — i Mangel af anden Bestemmelse i særlig Lov, jfr. nærmere nedenfor — af Ejerne af de til en Jernbane stødende Grunde kunne rejses Krav om, at Jernbanen skal lade opsætte og vedligeholde Hegn langs deres Ejen- domme, hvor saadant er fornødent, for at afværge Fare og Skade paa de nærliggende Grundstykker. Med Hensyn til Lodsejernes Stilling i saa Henseende hedder det i In- denrigsministeriets foran nævnte Skrivelse af 2. November 1875: »Medens man saaledes maa holde for, at Indenrigsministeriet udelukkende haï- tien endelige Afgørelse lige overfor Koncessionshaveren af alle Spørgsmaal vedrørende en Jernbanes Indhegning, for saa vidt denne interesserer det offentlige, stiller Sagen sig derimod anderledes, naar der fra nogen Lodsejers Side maatte blive fremsat Paastand om, at Banen langs hans Ejendom skal indhegnes, skønt dette ikke er anset nødvendigt af Hensyn til det offentliges Interesse, eller at Hegnet skal gøres stærkere, end det vil blive efter den af Ministeriet approberede Plan. Det følger nemlig af Forholdets Natur og er ogsaa bestemt forudsat i Forordning 5. Marts 1845, at den Lodsejer, hvis Ejendom berøres af et Jernbaneanlæg, har Krav paa, at der anbringes Hegn langs Banen, og Mini- steriet har ikke Myndighed til at fritage Koncessionshaveren herfor lige overfor Lods- ejeren. Hvad dernæst Hegnets Indretning angaar, forudsætter Ministeriet bestemt, at det af samme approberede Hegn i Almindelighed vil kunne tilfredsstille Lodsejernes Krav, men ligesom det dog maa erkendes, at særegne Forhold ved en enkelt Ejendom kunne nødvendiggøre et stærkere Hegn, saaledes vil der ikke uden udtrykkelig Lov- hjemmel kunne tillægges Ministeriet Ret til med bindende Virkning lige overfor ved- kommende Lodsejere at afgøre mulig opstaaende Spørgsmaal om Hegnets Indretning m. v. En saadan Hjemmel haves imidlertid ikke, hvorimod det i Forordning 5. Marts 1845 § 19 udtrykkelig er foreskrevet, at alle Spørgsmaal angaaende Indretningen, og Ved- ligeholdelsen af Indhegninger ved en Jernbane i Mangel af mindelig Overenskomst med Lodsejerne skulle afgøres af den i Paragraffen ommeldte Kommission.« Som foran fremhævet ere Koncessionshaverne overfor Lodsejerne dog kun plig- tige at sætte Hegn, hvor dette behøves, »for at afværge Fare og Skade paa de nærlig- gende Grundstykker«. I Overensstemmelse hermed er der da ogsaa i flere Tilfælde med- delt Tilladelse til, at der ikke sættes Hegn langs Jernbaner, hvor disse gaa gennem Fred- skove. I saa Henseende fremhæves kgl. Resolution af 16. Juli 1856 (i Ussings Reskript- 13