Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911
År: 1913
Forlag: Trykt hos J. H. Schultz A/S
Sted: København
Sider: 155
UDK: 625.1
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
97
Hvad angaar Forholdet til Ejerne af de til Jernbanerne stødende Grunde stiller
Sagen sig væsentlig anderledes. Lovgivningens almindelige Bestemmelser om Hegn
kunne ikke anses for anvendelige paa Jernbaner. Derimod er der i § 19 i Forordning af
5. Marts 1845 om Grundes Afstaaelse til Jernbaner givet en almindelig Bestemmelse
angaaende den Ordning, som ved en Jernbanes Anlæg skal finde Sted mellem Jernbanen
og dennes Naboer. Bestemmelsen lyder saaledes:
»Entreprenørerne ere forpligtede til at indrette og vedligeholde alle Anlæg, som
ere fornødne til at tilvejebringe og sikre Kommunikationen paa de af Banen overskaarne
Landeveje, saavel som Overkørsler, Indhegninger, Opkørselssteder paa Grundstykker,
Vandledninger og Stenkister, for at afværge Fare og Skade paa de nærliggende Grund-
stykker.«
Ifølge denne Bestemmelse vil der — i Mangel af anden Bestemmelse i særlig
Lov, jfr. nærmere nedenfor — af Ejerne af de til en Jernbane stødende Grunde kunne
rejses Krav om, at Jernbanen skal lade opsætte og vedligeholde Hegn langs deres Ejen-
domme, hvor saadant er fornødent, for at afværge Fare og Skade paa de nærliggende
Grundstykker. Med Hensyn til Lodsejernes Stilling i saa Henseende hedder det i In-
denrigsministeriets foran nævnte Skrivelse af 2. November 1875:
»Medens man saaledes maa holde for, at Indenrigsministeriet udelukkende haï-
tien endelige Afgørelse lige overfor Koncessionshaveren af alle Spørgsmaal vedrørende
en Jernbanes Indhegning, for saa vidt denne interesserer det offentlige, stiller Sagen sig
derimod anderledes, naar der fra nogen Lodsejers Side maatte blive fremsat Paastand
om, at Banen langs hans Ejendom skal indhegnes, skønt dette ikke er anset nødvendigt
af Hensyn til det offentliges Interesse, eller at Hegnet skal gøres stærkere, end det vil
blive efter den af Ministeriet approberede Plan. Det følger nemlig af Forholdets Natur
og er ogsaa bestemt forudsat i Forordning 5. Marts 1845, at den Lodsejer, hvis Ejendom
berøres af et Jernbaneanlæg, har Krav paa, at der anbringes Hegn langs Banen, og Mini-
steriet har ikke Myndighed til at fritage Koncessionshaveren herfor lige overfor Lods-
ejeren. Hvad dernæst Hegnets Indretning angaar, forudsætter Ministeriet bestemt,
at det af samme approberede Hegn i Almindelighed vil kunne tilfredsstille Lodsejernes
Krav, men ligesom det dog maa erkendes, at særegne Forhold ved en enkelt Ejendom
kunne nødvendiggøre et stærkere Hegn, saaledes vil der ikke uden udtrykkelig Lov-
hjemmel kunne tillægges Ministeriet Ret til med bindende Virkning lige overfor ved-
kommende Lodsejere at afgøre mulig opstaaende Spørgsmaal om Hegnets Indretning
m. v. En saadan Hjemmel haves imidlertid ikke, hvorimod det i Forordning 5. Marts
1845 § 19 udtrykkelig er foreskrevet, at alle Spørgsmaal angaaende Indretningen, og Ved-
ligeholdelsen af Indhegninger ved en Jernbane i Mangel af mindelig Overenskomst med
Lodsejerne skulle afgøres af den i Paragraffen ommeldte Kommission.«
Som foran fremhævet ere Koncessionshaverne overfor Lodsejerne dog kun plig-
tige at sætte Hegn, hvor dette behøves, »for at afværge Fare og Skade paa de nærlig-
gende Grundstykker«. I Overensstemmelse hermed er der da ogsaa i flere Tilfælde med-
delt Tilladelse til, at der ikke sættes Hegn langs Jernbaner, hvor disse gaa gennem Fred-
skove. I saa Henseende fremhæves kgl. Resolution af 16. Juli 1856 (i Ussings Reskript-
13