Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

98 samling), hvorved det sjællandske Jernbaneselskab fritages for at anbringe Hegn langs Jernbanen mellem Roskilde og Korsør, hvor samme gaar gennem Fredskove, naar Sel- skabet forpligter sig til at erstatte al den Skade, som Mangelen af Hegn muligen, maatte foranledige, samt Indenrigsministeriets Skrivelser af 13. Marts 1862 og 11. April 1868, hvorved tilsvarende Fritagelse gives med Hensyn til henholdsvis København—Helsingør- banen og en Jernbane over Køge til Nykøbing paa Falster. Det har dog ikke ved disse Afgørelser været Hensigten at fastslaa som ubetinget gældende Regel, at Jernbanerne ikke behøve at indhegnes, hvor de passere Fredskove; men Afgørelsen af Spørgsmaalet maa i de enkelte Tilfælde bero paa de nærmere Forhold. At dette har været Ministeriets Opfattelse, fremgaar af Indenrigsministeriets Skrivelse af 31. Oktober 1861, hvorved et Andragende fra Direktionen for det sjællandske Jernbaneselskab om Fritagelse for at sætte Hegn langs den vestsjællandske Jernbane, hvor den gaar gennem den under Svendstrup Gods hørende Rye Skov, afsloges, fordi Forudsætningen for den foran nævnte kgl. Resolution, nemlig, at der i Fredskove ikke findes Kreaturer, og at det saaledes ikke er nødvendigt der ved Hegn at sikre Banen mod disse, ikke antoges at være til Stede for den nævnte Skovs Vedkommende, da der gennem samme førte flere offentlige Veje, og Skoven derfor ikke fuldstændig kunde sikres mod, at Kreaturer kom ind i den og derfra ud paa Banen. I nyere Tid er det almindeligt, at det i Love om Anlæg af Jernbaner, navnlig Baner af sekundær Betydning, udtrykkelig bestemmes, at Indhegning af Banerne og Anbringelse af Led ved Vej overkørsler som almindelig Regel ikke kan fordres, se saa- ledes Lov Nr. 88 af 8. Maj 1894 § 1, sidste Punktum, og Lov Nr. 156 af 27. Maj 1908 § 7, 1ste Stykke, sidste Punktum. Naar saadan særlig, fra Bestemmelsen i § 19 i Forordning af 5. Marts 1845 afvigende Lovbestemmelse foreligger, vil den private Lodsejer kun under ganske særlige Forhold kunne kræve, at Banerne skulle sætte Hegn, langs hans Ejendom, jfr. Skrivelse af 9. Juli 1902 fra Ministeriet for offentlige Arbejder til Mini- steriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, hvori udtales: »at da den paagældende Jernbane i Henhold til Bestemmelsen i Lov Nr. 88 af 8. Maj 1894 § 1 er anlagt som uindhegnet, har der ikke kunnet blive Spørgsmaal om at yde Erstatning til Bestridelse af Omkostninger ved Anbringelse af Hegn for andre Ejen- domme end saadanne, for hvilke Baneanlæget har medført Forstyrrelse af eksisterende Hegn, og da de heromhandlede Jorder ...... vare uin.dhegn.ede, vil det ikke kunne paalægges Jernbaneanlæget at deltage i den ovenfor nævnte Udgift (til Anbringelse af Hegn).« Den foran omhandlede Bestemmelse i § 19 i Forordning af 5. Marts 1845 er an- vendelig saavel paa Statsbaner som paa private Jernbaner, og det vil derfor af foran- staaende Udvikling fremgaa, at det almindeligvis maa anses for nødvendigt, at Statens Jernbaner indhegnes, for saa vidt der ikke foreligger speciel Lovhjemmel for det mod- satte. Da saadan Lovhjemmel imidlertid allerede foreligger med Hensyn, til nogle Stats- banestrækninger, f. Eks. Thybanen, som er anlagt uden Indhegning, og en Mængde pri- vate Jernbaner, ses der ikke heller at kunne være noget til Hinder for ved en særlig Lov at give Bemyndigelse til at undlade at vedligeholde Hegn ved bestaaende Statsbaner eller eventuelt helt at fjerne Hegnene. Bevogtningen af Overkørsler synes endog at maatte kunne opgives uden Lovhjemmel, men i hvert Fald maa Bevogtningen kunne bortfalde i Henhold til særlig Lov. De ommeldte Forandringer synes dog ikke at kunne anbefales for de stærkt og med Eksprestog befærdede Hovedbaner; men en stor Del af Statens Jernbaner adskille