Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

13 hæve, at Administrationens Opgave end mere har været vanskeliggjort ved den gennem senere Aars Lovgivning — tildels mod Statsbaneadministrationens egne Ønsker — skabte Vekslen af snart lavere, snart højere Takster, thi medens Bevægefrihed ved Fast- sættelse af de enkelte Takst- og Befordringsbestemmelser indenfor de fastslaaede Hoved- rammer maa anses for hensigtsmæssig, bliver en altfor hyppig Forandring af Grund- taksterne uheldig allerede af den Grund, at en fyldestgørende Erfaring for, hvorledes Taksterne virke, kun kan erhverves gennem et længere Tidsrum, ligesom enhver fuld- stændig Omvæltning af de paa det omhandlede Omraade bestaaende Forhold altid skaber Usikkerhed og derhos er bekostelig. Tilsvarende, men endnu føleligere Ulemper frem- træde ved Gennemførelsen af omfattende Ændringer i Statsbanernes Styrelsesform; men ogsaa med Hensyn hertil maa det erkendes, at de Tidsrum, som ere hengaaede mellem de af Lovgivningsmagten trufne forskellige Beslutninger om Forandringer i Stats- banernes Styrelsesform, ikke have været meget betydelige; man skal i saa Henseende henvise til Lovene af 12. April 1892, 26. Marts 1898 og 15. Maj 1903. Under Hensyn hertil er det at haabe, at den Omordning af Banernes Styrelsesform, som eventuelt maatte blive Frugten af Udvalgets Virksomhed, vil medføre en mere varig Tilstand end de tid- ligere Omordninger. Der er gennem de senere Aar forvoldt Statsbaneadministrationen nogen Ulempe derved, at der til Gennemførelse af forskellige ude fra overfor Statsbanerne rejste Krav er søgt Støtte ved direkte Henvendelse snart til Rigsdagen, snart til Ministeren. Disse Krav have ikke altid været berettigede, og naar Administrationen desuagtet har maattet opfylde flere saadanne, er Resultatet undertiden blevet til Skade for god Økonomi. Det vilde derfor være ønskeligt, om der i Fremtiden kunde blive vist nogen Tilbageholdenhed ikke alene i Henseende til ad de ommeldte Veje at rejse saadanne Krav, men ogsaa med Hensyn til Opfyldelsen af dem. Det bør dog tilføjes, at den ommeldte Fremgangsmaade fra Befolkningens Side sikkert maa ses paa Baggrund af de oftere fremkomne Klager over den Maade, hvorpaa Statsbaneadministrationen til Tider skal være optraadt overfor Befolkningen. Disse Klager have næppe altid savnet Berettigelse, og man finder derfor Anledning til at ud- tale, at det maa anses for ønskeligt for Bevarelsen af det rette Forhold mellem Admini- strationen og den Befolkning, som benytter Statsbanerne, at der ikke gives Anledning til slige Klager, T - --------------------■ f vS. 2. F'orholdet til Ministeriet. De ældste Bestemmelser om Statsbanernes Styrelse findes i fornævnte Lov af 14. Marts 1867, ved hvis § 1 Regeringen blev bemyndiget til at søge den i Medfør af Loven af 10. Marts 1861 indgaaede Kontrakt om Driften af de i samme omhandlede Jernbaner ophævet og til at erhverve de Driftsaktier, som det danske Jernbanedriftsselskab alt havde udstedt eller endnu ifølge nævnte Kontrakt var berettiget til at udstede for de fuldførte Jern.banesektion.er i Jylland, og Fyen. Angaaende Styrelsen af Banerne hedder det i Lovens § 4: »Det Ministerium, under hvilket Jernbanernes Drift henlægges, træffer de med Hensyn til sammes Ordning fornødne Foranstaltninger, saasoni Udfærdigelse af Driftsreglementer, Fastsættelse af Fartplaner og Takster, Afslutning af Overenskomster med andre Jernbanebestyrelser og Ansættelse af Driftsbestyreren med Bestemmelse af dennes Myndighed.........«,