ForsideBøgerBetænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

Kollektiv Transport De Danske Statsbaner Transport & Mobilitet

År: 1913

Forlag: Trykt hos J. H. Schultz A/S

Sted: København

Sider: 155

UDK: 625.1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 168 Forrige Næste
15 til nærværende Betænkning aftrykte, af Ministeriet den 22. December 1903 udfærdigede »Foreløbige Reglement for Statsbanernes Generaldirektion«, hvor det er bestemt, hvilke Sager der af Generaldirektionen skulle forelægges Ministeren. Fortegnelsen over disse Sager slutter dog, som det vil ses, med en almindelig Tilføjelse, saalydende: »I øvrigt de Sager, som af Ministeren bestemmes forelagte for ham«. Ministeren har saaledes forbeholdt sig til enhver Tid at begære sig en hvilken som helst Sag forelagt, og Bestemmelserne have derfor kun Betydning som Rettesnor for Generaldirektionen selv og for Finansministeriets 2. Revisionsdepartement ved den af samme udøvede Kritik af Generaldirektionens Dispositioner. Det maa da ogsaa er- kendes. at der, naar Ministeren overfor Lovgivningsmagt og Statsrevision staar som den ansvarlige for Statsbanernes Ledelse, ikke let lader sig opstille bestemte Skranker for hans Beføjelse til selv at træffe Bestemmelser, som han maatte finde tjenlige. Angaaende dette Spørgsmaal henvises til, hvad der er udtalt i fornævnte Jernbanekom- missions Betænkning, Side 33, hvor blandt andet er henpeget paa, at der efter den da bestaaende Ordning (som i hvert Fald i Hovedsagen er bibeholdt siden) til Ministeriet indgik mangfoldige Sager, hvis Afgørelse efter Kommissionens Formening rettest burde henlægges til Banernes Styrelse. Udvalget betragter det i øvrigt som selvfølgeligt, at Ministerens selvstændige Indgriben i Hovedsagen vil referere sig til de almindelige Prin- cipper, hvorefter Statsbanedriften m. v. ønskes ledet. For enkelte Omraader er der i Tidens Løb fastsat specielle Bestemmelser ved- rørende Ressortforholdene. Saaledes er der blandt andet under 21. November 1904 af Ministeriet udfærdiget særlige Regler for Anskaffelser til Statsbanerne, Salg af Mate- rialier og Inventariegenstan.de, Arbejder for fremmede m. v. Mindre Ændringer ere fore- tagne i disse Regler ved Ministeriets Skrivelser af 30. Oktober 1909 og 6. September 1911. Da det efter de gældende Love og andre Bestemmelser kunde anses for tvivlsomt, hvorvidt Generaldirektionens Indstillinger skulle rettes til Ministeren selv eller til Mini- steriet, er dette Spørgsmaal ved Ministeriets Skrivelse af 20. Juni 1910 til Generaldirek- tionen for Statsbanerne afgjort derhen, »at de skriftlige Henvendelser fra Generaldirek- tionen og Generaldirektøren for Statsbanerne, der efter tidligere herfra truffen Be- stemmelse hidtil have været stilede til Ministeren, fremtidig skulle stiles til Ministeriet for offentlige Arbejder«. Denne Form for Henvendelserne har i øvrigt ogsaa tidligere været den gængse, og det er Ministeriets Embedsmænd, der behandle Sagerne og til- rettelægge dem for Ministeren, siden 1909 gennem det i Medfør af Lov af 12. Februar 1909 oprettede særlige Kontor for Behandling af Statsbanesager og enkelte andre Sager. Statsbanernes Generaldirektion kommer herved i Realiteten til at staa ikke blot under Ministeren, men ogsaa under Ministeriets Embedsmænd, idet Ministeriets Departements- chef paa Ministerens Vegne leder Ekspeditionen af Hovedparten af Statsbanernes til Ministeriet indgaaende Sager og underskriver Skrivelserne vedrørende disse. Mod denne Ordning kan der rejses væsentlige Indvendinger. Den svækker Generaldirektionens og Generaldirektørens Ansvar og derigennem let ogsaa Ansvars- følelsen derved, at den Kritik, som rejser sig mod Statsbaneledelsen, i Hoved- sagen rettes direkte mod Ministeren og Ministeriet, som navnlig overfor Rigs- dagen i Almindelighed maa tage til Genmæle, undertiden uden egentligt Detail- kendskab til vedkommende Spørgsmaal, da de paagældende staa noget fjernt fra de daglige Driftsforhold m. v., hvorfor en Rigsdagsdebat kan tænkes at føre til, at Ministeren bindes paa Maader, for hvilke den egentlige Jernbaneledelse ikke let vil kunne paatage sig det fulde Ansvar. Dertil kommer, at den omhandlede Ordning er meget omstændelig, idet den medfører cn Dobbeltbehandling af et stort Antal Sager, som under et andet System vilde kunne spares.