Betænkning Afgiven Af Statsbaneudvalget Af 1911

58 Som det vil ses, opnaaede Pakmestrene saavel ved Loven af 1903 som ved Loven af 1908 en ikke ringe Lønningsforbedring, men i Medfør af førstnævnte Lov mistede de deres særlige Benævnelse. Det gøres nu gældende, at ældre Togbetjente, som tidligere fortrinsvis beklædte Pakmesterstillingerne, ikke længere have nogen Sikkerhed for, at de, naar de en Gang ere betroede Pakmestergerningen, som bedre egner sig for Folk i en højere Alder end Konduktørvirksomheden, kunne beholde den førstnævnte Gerning og fritages for Tjenesten uden paa Togene. Dette anføres i de fremkomne Andragender om Genoprettelsen af Pakmester- stillingen, og det fremhæves endvidere, at det er af Vigtighed, at Pakmestergerningen til Stadighed udføres af Mænd, der ere fortrolige med denne Virksomhed; men det til Udvalget indkomne Andragende gaar tillige ud paa, at Pakmestrene maa opføres i en højere Lønningsklassc (5.) end den, hvortil Togbetjentene ere henførte. Udvalget kan ikke finde Anledning til at anbefale en saadan Lønningsforhøjelse, ligesom man under Hensyn til Sagens Forhistorie ikke kan anbefale, at Pakmester- benævnelsen genindføres. Man kan endvidere heller ikke anbefale, at der tillægges de Togbetjente, som til Stadighed forrette Pakmestertjeneste, et Bestillingstillæg, thi dels vilde dette, efter hvad der er oplyst, medføre en betydelig Udgift for Statsbanerne, dels vise de fremkomne Henvendelser, at Pakmestergerningen anses for at være den mindst besværlige Togbetjentgerning. Forholdet er allerede nu ordnet saaledes, at den Gerning, der tidligere udførtes af særlige Pakmestre, i størst muligt Omfang udføres af de ældre Togbetjente, og den tilstedeværende Ordning maa saaledes anses for at være tilfreds- stillende. Til 2. I det foreliggende Andragende udtales det, at Tjenestemændene ved Statsbanerne staa delte i en Over- og en Underklasse, og at de, som en Gang ere ansatte i Underklassen, skulle blive der, ligegyldigt hvilke Evner og Kundskaber de sidde inde med. Andragendet gaar principalt ud paa, at der ved Trafikafdelingen maa blive truffet den Ordning, at alle nyansatte begynde som Stationsarbejdere, og at de derefter blive Portører og Togbetjente, før end de faa Adgang til Jernbaneskolen. Adgang til denne skulde ikke være betinget af nogen Eksamen, men kun af Flid og god Opførsel i Tjenesten. Efter at have bestaaet Skolen skulde Togbetjenten kunne blive Togfører, Assistent eller Stationsmester, hvilke 3 Stillinger skulde stilles lige og have samme Ret til videre Avancement. Subsidiært anholdes om, at det maa tillades Togbetjente at gennemgaa Jern- baneskolen, saaledes at de efter at have bestaaet den afsluttende Prøve for denne ogsaa kunne opnaa at blive Assistenter, samt at der igen maa gives Togførere Adgang til videre Avancement (til Stationsforstanderstillinger o. 1.). Det vi] let ses, at en Imødekommen af det principale Andragende vilde føre til lidet heldige Resultater, idet man ved den antydede Fremgangsmaade dels vilde holde saadanne Tjenestcmænd, som allerede ved deres Indtræden i Tjenesten mødte med et betydeligere Fond af Kundskaber, eller som vare udrustede med særlige Evner, unødigt længe tilbage i de laveste Stillinger, dels kun vilde fremkalde Utilfredshed hos den langt overvejende Del af Personalet, som trods den fyldigere Uddannelse dog ikke vilde kunne naa frem til de forholdsvis faa højere Stillinger i Etaten, hvorfor den videre Uddannelse af det hele Personale ogsaa tildels vilde være spildt. Den omhandlede Skoleuddannelse for det hele faste Personale vilde derhos bebyrde Statsbanerne med meget betydelige Udgifter, uden at der derigennem vilde opnaas tilsvarende Kordele. Man kan derfor ikke