Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

302 //Denne Regel er saa bestemt, at Linne har taget den til Basis for en systematisk Opstilling af Pattedyrene, som med faa Modifica- tioner sikkert vil blive gjeldende til alle Tider. Hos Dyrene i den vilde Tilstand kan man antage, at Tænderttes Antal varierer ligesaa sjeldent, som Dyrenes Farve, hvorimod dette ofte finder Sted hos Huusdyrene; imidlertid er det neppe almindelig bekjendt, at Tæn- dernes storre eller mindre Antal end det normale, kan tjene som et sikkert Kjendemærke paa Malkekoernes Egenskaber. Om denne, det vigtigste af vore Huusdyr, endnu sindes i sin oprindelige vild/Til- stand noget Sted paa Jordkloden, er uvift; tbi de i Amerika for- vildede Qvæghjordec kunne ikke komme i Betragtning." »-'S l>en tamme Tilstand har Koen 6 Kindtænder paa hver Side i Over- og Uttderkjæven, tilsammen 24, og 8 Fortænder i Underkjæven." //Da det tilfeeldigviis blev mig sagt i sidste Foraar (1831), at 9 Fortænder skal være et sikkert Tegn paa en udmærket god Malkeko, har jeg i afvigte Sommer sogt at komme til Dished herom. Ved i denue Anledning at lade mig forevise de bedste Malkekoer i 6 fyenffe Holloenderier, fandt jeg, at 3de Individer, som man ud- mærkede paa 3 forskjellige Gaarde, havde 9 Fortænder, og at der blandt 3de Hovedgaardes Qvægstammer ikke fandtes een eneste med dette Antal." „At man blandt 800 Hoveder netop udpegede de 3, som havde Dft foromtalte Mærke, fortjener saameget mere Opmærksomhed, som giver tynd Mælk. Mælkens Fedme kan desuden ogsaa beroe noget paa, om der ere mange frijkmælkende Køer eller ei, hvilken Observation jeg desværre har forsomt ved Siden af de Ovenanførte. Koernes Kælvning paa Hundisborg var imidlertid fordeelt temmelig eens paa hele Aaret, da man havde stadig Afsætning af frisk Mælk og Smør. Den anførte Aftagen og Tiltagen i Mælkens Mængde er ei ganske paalidelig, da den til Kalvene benyttede Mælk ei blev antegnet; men da Kælvningen, som nævnt, var fordeelt paa hele Aaret, var Diffe- rencen ei stor. Det bemærkes endnu, at Koerne ofte forblive golde, formedelst den stærke Fodring.