Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

Forfatter: Jac. Aall Hofman

År: 1843

Serie: Sextende stykke

Forlag: J.D. Qvist

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 542

UDK: TB 908(489) Bid

Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 574 Forrige Næste
308 Paa Christianslund haves glasserede Fade til Mælkens Op- bevaring; Bonderne bruge oftest de saakaldte Rappekac eller Salle- kar, der skulle sætte en god Flode. Disse indfores, som bekjendt, fra Jylland, og endeel forfærdiges i Vissenberg Sogn. Man er ei enig om', hvilken Art af Kjerne der er den hen- sigtsmcessigste. De fleste Gaarde benytte den gamle Methode, ved hvilken en Stang gaaer op og ned i Floden; dog bruge Nogle, f. Ex. paa Brolykke og Ierstrup, Kjerner, i hvilke Stangen lober rundt, med 4 Vinger paa Siderne. Atter paa andre Steder, f. Ex. paa Christlanslund og hos Hr. Pastor Rützau i Viby, benytter man Nuggekjerner, der skulle give hurtigt Smor. Ester miu Lver- bevlisning give de gamle førstnævnte Kjerner det bedste Smor, da den atmosphæriske Luft ved disse fait træde i Kjernen, og meddele Floden den til Smørrets Dannelse nødvendige Suurstof. Jeg har truffet Landmænd i Holsteen, som havde indrettet Kjerner med rundt lobende Stang, men ere atter gaaede tilbage til den gamle Methode. Paa 2de Steder har jeg havt Leilighed til noiere at bemærke Kjerning med aldeles lufttætte Kjerner, og saa meget er vist, at Smørret paa disse Steder ei blev saa godt, som ved den almindelige Methode. Det var mere fidtet og mindre vel- smagende. Bondernes Smor have vi i 16de Capitel havt Leilighed til at omtale, desværre som det fletteste i Danmark, dog kan det ikke nægtes, at ogsaa dette forbedres noget, da flere Bonder anskaffe sig luftige Mælkestuer, og bruge Lüneborg-Salt til Smorret; især har jeg truffet godt Smor hos enkelte Bonder i Bends og Odense Herred. Den største Feil, Bonden begaaer, er, at han lader Mælken ftaae altfor længe, foreud den afskummes. Smorret æltes eiheller tilborlkgen. Den Omstændighed, at man kun kan kjerne smaa Partier, og maa samle længe for at faae en Fjerding eller Otting fuld, bidrager ei heller lidet til, at Smorret bliver mindre godt. Dersom Kjobmændene vilde tage mere Hensyn til Smorrets Qvalktet, og gjore storre Forskjel i Priserne paa flet og godt Smor, da vilde dette meget opmuntre til en bedre Smorproduction hos Bonden, hvorom jeg allerede har anfort en kyndig Mands Mening ved tidligere at omtale Smorhandelen. '