Belysningsteknikkens historiske Udvikling

17 sænkes, aftager Flammen mere og mere i Stør- relse og vil tilsidst slukkes. Da nu endvidere Flammen, hvis den skulde brænde klart og ikke ose, kun kunde være ganske lille og som Følge deraf kun var i Besiddelse af en meget ringe Lysevne, og da den endelig slukkedes ved det mindste Lufttræk, vil man let forstaa, at Lampen i denne Form var et teknisk set meget ufuldkom- ment Apparat. I to Tusinde Aar blev Lamperne staaende paa samme Trin af teknisk Ufuldkommenhed. Der kom nye Olier frem, saaledes i Norden navnlig Trannen, og de ydre Former kunde veksle, men i teknisk Henseende var en Lampe fra Midten af det 18. Aarhundrede i sine Hovedtræk af ganske sam- me Konstruktion som dem, vi finder ved Udgrav- ninger af græske Grave eller af Pompeji’s Ruiner. Den første egentlige Forbedring i Olielamper- Argand- nes Konstruktion foretoges af Argand faa Aar lampe, før den franske Revolution. Ved at anvende en flad Væge, der bevægede sig i en rørformig Kanal, kunde han bringe en langt større Oliemængde til Forbrænding end før, hvad der naturligvis bragte Lysmængden til at stige betydeligt: at dette kunde ske, uden at Lampen osede, laa i, at der tilførtes Flammen en betydelig Luftmængde gennem den rørformede indre Kanal. Flammen tilførtes alt- saa Luft ikke alene ude fra, men ogsaa fra det indre, og ikke nok hermed: ved at forsyne Lam- pen med et Glasrør, der omsluttede Flammen, opnaaede han, at Lufttrækket blev betydeligt for- øget. Lampeglasset synes vel at være angivet flere Hundrede Aar tidligere, nemlig af Leonardo da 3«