Belysningsteknikkens historiske Udvikling

27 Varme og sit Indhold af Tjære og Ammoniak, derpaa befries den i Rensere for Svovlforbindelser og andre Urenheder og gaar endelig efter at være maalt i de store Stationsgasmaalere til Samle- beholderen, urigtig kaldet Gasometer (egentlig Gasmaaler), hvorpaa den ledes igennem et Rør- system til Forbrugerne. At transportere den i komprimeret Tilstand paa Flasker prøvede man i de allerførste Aar i London, men dette blev hur- tigt opgivet som værende alt for besværligt. Endnu skal vi kun nævne, at man navnlig i Amerika ved at lede Vanddamp igennem store Beholdere Vandgas. med glødende Koks omdanner ogsaa disse til en brændbar Gas, bestaaende af Kulilte og Brint, en Metode, som vel ogsaa i Europa har fundet en Del Udbredelse, navnlig fordi den sætter Gasvær- kerne istand til hurtigere end ad anden Vej at tilfredsstille et øjeblikkeligt stort Forbrug af Gas, men som dog paa Grund af Kuliltens uhyre Gif- tighed er noget mindre velset. Mere end Fremstillingen interesserer os imid- lertid de Maader, hvorpaa man til de forskellige Tider har løst den Opgave at udnytte Gassens lysgivende Evne, og hvilke Apparater man har anvendt dertil. Oprindelig var disse de simplest mulige, og i mange Aar skete ingen større Forandring deri. Et Hulbrænder simpelt Hul eller en Spalte i det gasførende Rør, og dertil indskrænkede de oprindelige Brændere sig, 111 er og først senere fik man ved Siden af disse Jern- brændere, brændere ogsaa Fedtstensbrændere, som man Fedtstens- endnu den Dag i Dag paa enkelte Steder kan brændere, finde anvendt. Ved at anvende det fra Olielam-