Belysningsteknikkens historiske Udvikling

30 anbringe end Gasrørene, og endelig — ikke mindst — var det elektriske Lys i Pris nogen- lunde konkurrencedygtigt med Gas, anvendt i de da alene kendte temmelig uøkonomiske Gasbræn- dere. Det saa derfor ud til, at Gassens Dage — i det mindste som Belysningsmiddel — var talte. At dette ikke blev Tilfældet, men at tværtimod de paafølgende Aar var Vidne til en Forøgelse i Gasforbruget til Belysningsøjemed, som langt overgik, hvad der nogensinde tidligere var set, Auer van er Auer v. Welsbach’s ubestridelige Fortjeneste. Welsbach. i)ef var def af ]iani ] Midten af Firserne opfundne Glødenæt, som ikke alene satte Gassen istand til med Held at møde det voldsomme Angreb fra den nyopdukkede Konkurrent, men som ogsaa mulig- gjorde en Anvendelse af den paa Steder, hvor dette ellers af Prishensyn vilde have været umuligt. Glødenættets Princippet i Auers Opfindelse er, at Saltene Princip. a£ nOgie sjældne Metaller, Thorium og Cerium, ved at bringes ind i en Flamme af særlig høj Temperatur udsender et ganske overordentligt kraftigt Lys. Selve Gasflammen behøver altsaa ikke at lyse, tværtimod tilsættes der altid saa meget Luft til Gassen, at denne ganske aflyses, men herved opnaas der til Gengæld, at Tempe- raturen i Flammen bringes til at stige ganske be- tydeligt. Mærkværdigt nok fandt Auer, at der skal være et ganske bestemt Forhold imellem den Mængde af Saltene af Thorium og Cerium, som bringes ind i Flammen: kun hvis der findes me- get nær 99 pCt. Thorium og 1 pCt. Cerium eller rettere sagt disses Ilter i »Glødenættet«, faar man en saa stor Lysvirkning som muligt.