Belysningsteknikkens historiske Udvikling

33 SPECIELLE GASARTER. Saa fuldkomment end Fabrikationen af Sten- Stenkuls- kulsgas løser den Opgave af et udbredt og ellers BegTænsnhig. ikke til Belysningsøjemed brugeligt Stof at frem- stille et billigt, stærkt lysende, let transportabelt Belysningsmateriale, vil det dog i mange Tilfælde ikke være muligt at anvende den. Et Gasværk til Fremstilling af Stenkulsgas er i Følge hele sin Natur et ganske kompliceret teknisk Anlæg, som for at være rentabelt ikke maa gaa under en vis Størrelse. Skal en By saaledes kunne tænke paa med Fordel at anskaffe et saadant, maa der mindst være et Par Tusinde Indbyggere i Byen. Vil en endnu mindre Kommune anvende til Be- lysning et gasformigt Belysningsmiddel, fremstil- let paa et for hele Byen fælles Centralanlæg, kan altsaa almindelig Belysningsgas ikke komme i Be- tragtning, og i endnu højere Grad er dette Til- fældet, naar det drejer sig om at oplyse isoleret liggende Bygningskomplekser som Sanatorier, Ho- teller, større Herregaarde og lign. Der kan da ved saadanne Lejligheder navnlig være Tale om at an- vende enten Acetylen eller Luftgas. Fremstillingen af Acetylen beror paa, at et Acetylen, ejendommeligt Stof, Kalciumkarbid, der fremstil- les ved i elektriske Ovne med meget høj Tempe- ratur at opvarme Kul og ulæsket Kalk, ved at dyppes i Vand omsætter sig med dette under Dan- nelse af almindelig læsket Kalk og Luftarten Ace- tylen. Denne, som kemisk set er en Forbindelse af Kul og Brint, brænder ved Antændelse med en ganske særlig stærkt lysende Flamme. Man vil