Kortfattet Fremstilling af Hovedreglerne for Benyttelse af Vandkraft
Nærmest med hensyn til de i Danmark indtræffende Forhold

Forfatter: J. Wilkens

År: 1851

Forlag: Trykt paa den kgl. millitaire Höjskoles Bekostning hos J. D Qvist

Sted: Kjöbenhavn

Sider: 50

UDK: 621.23-24 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000288

Af Industriforeningens Qvartalberetninger, 8. Aargang

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 40 Forrige Næste
Det er Enhver bekjendt, hvilke Fremskridt Industrien med stedse stigende Hastighed bar gjort i vort Aarhundrede: Tusinde Arbejder, der fra Arilds Tid ere udfOrte af Menneskehænder, ved Hjælp af meget simple Redskaber, ere efterhaanden overdragne til Maskiner; disse ere bievne forældede og afløste af andre, der leverede det samme Arbejde hurtigere, billigere og bedre end hine; kun hvor Maskinerne endnu ikke have afløst Haandarbejdet, er en til det Yderste dreven Deling af Arbejdet, hvorved Mennesket gjores til Maskine, indfort som interimistisk Foranstakning. I denne Udvikling er Danmark ogsaa kommen med, skjondt langt bag efter de Lande, som have viist os Vejen. Det er naturligviis Følgen af mangehaande Forhold og Indflydelser, at vi befinde os paa den angivne Plads med Hensyn til de industrielle Fremskridt: Nationalkarakteren, Landets Beskaffenhed, ringe Udstrækning og Beliggenhed o. 11.; men det vilde maaskee udgaae som Resultatet af en omhyggelig og alsidig Undersøgelse af SpOrgsmaalet, at Danmark er godt tjent netop med denne Plads — at vi, ved at blive endnu længere tilbage, vilde komme i altfor stor Afhængighed af den udenlandske Industri, saa at vi i rolige Tider fik en siettere Handelsbalance og i de urolige kunde komme i stor Forlegenhed, medens vor Industri"dog nu staaer paa et saadant Punkt, at den vil kunne skaffe os All, hvad vi nødvendigt behove, forudsat at vi kunne faae tilfort de Raamaterialier, som Naturen har negtet os — at vi endeligen ved at have udviklet vor Industri til et betydeligt storre Omfang og i et langt mere storartet Tilsnit, end nu er Tilfældet, vilde ikke blot have unddraget Landets naturligste Velstandskilde, Agerdyrkningen, flere Kræfter, men tillige have udsat os for det Tryk og de Rystelser, som Rigdommenes Ophoben paa enkelte Hænder andetsteds have f'ori med sig, og som vi, Gud være lovet, kun have lært at kjende i meget formindsket Maalestok. (1’)