Kortfattet Fremstilling af Hovedreglerne for Benyttelse af Vandkraft
Nærmest med hensyn til de i Danmark indtræffende Forhold
Forfatter: J. Wilkens
År: 1851
Forlag: Trykt paa den kgl. millitaire Höjskoles Bekostning hos J. D Qvist
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 50
UDK: 621.23-24 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000288
Af Industriforeningens Qvartalberetninger, 8. Aargang
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Det er Enhver bekjendt, hvilke Fremskridt Industrien med stedse
stigende Hastighed bar gjort i vort Aarhundrede: Tusinde Arbejder,
der fra Arilds Tid ere udfOrte af Menneskehænder, ved Hjælp af
meget simple Redskaber, ere efterhaanden overdragne til Maskiner;
disse ere bievne forældede og afløste af andre, der leverede det
samme Arbejde hurtigere, billigere og bedre end hine; kun hvor
Maskinerne endnu ikke have afløst Haandarbejdet, er en til det Yderste
dreven Deling af Arbejdet, hvorved Mennesket gjores til Maskine,
indfort som interimistisk Foranstakning. I denne Udvikling er
Danmark ogsaa kommen med, skjondt langt bag efter de Lande,
som have viist os Vejen. Det er naturligviis Følgen af mangehaande
Forhold og Indflydelser, at vi befinde os paa den angivne Plads
med Hensyn til de industrielle Fremskridt: Nationalkarakteren,
Landets Beskaffenhed, ringe Udstrækning og Beliggenhed o. 11.; men
det vilde maaskee udgaae som Resultatet af en omhyggelig og
alsidig Undersøgelse af SpOrgsmaalet, at Danmark er godt tjent
netop med denne Plads — at vi, ved at blive endnu længere tilbage,
vilde komme i altfor stor Afhængighed af den udenlandske Industri,
saa at vi i rolige Tider fik en siettere Handelsbalance og i de urolige
kunde komme i stor Forlegenhed, medens vor Industri"dog nu staaer
paa et saadant Punkt, at den vil kunne skaffe os All, hvad vi
nødvendigt behove, forudsat at vi kunne faae tilfort de Raamaterialier,
som Naturen har negtet os — at vi endeligen ved at have udviklet
vor Industri til et betydeligt storre Omfang og i et langt mere
storartet Tilsnit, end nu er Tilfældet, vilde ikke blot have unddraget
Landets naturligste Velstandskilde, Agerdyrkningen, flere Kræfter,
men tillige have udsat os for det Tryk og de Rystelser, som
Rigdommenes Ophoben paa enkelte Hænder andetsteds have f'ori
med sig, og som vi, Gud være lovet, kun have lært at kjende i
meget formindsket Maalestok.
(1’)