Det Menneskelige Stemmeorgan

20 have vi ogsaa en tydelig Følelse af, at der benyttes andre Dele, der sættes i Svingninger, Dele, der ligge over Strubehovedet og som danne det omtalte Ansatsrør, der bestaar af Svælg, Mundhule, Næsesvælgrum og Næsehuler. Det er let at paavise, hvorledes Mund- hulens forskjellige Størrelse, der væsentligst afhænger af dens Vægges Spænding, indvirker paa Tonens Højde. Naar man f. Ex. knipser med en Finger paa den stærkt spændte Kind, medens Munden aabnes mere eller mindre, forandres Tonens Højde, alt eftersom Rummet gjøres større eller mindre; det samme iagt- tage vi, naar vi med et Par Fingre „spille paa Tænderne‘‘ og nærmer eller fjerner Læberne fra hin- anden. Men vi bemærke yderligere ved Sangen, hvorledes mange Dele i Mundhulens Indre og i Svælget bevæge sig; endnu mere paafaldende er det naar Sang og Textucltale forenes. Der fbregaar en Uendelighed af Variationer i Rumforholdene, bevirkede ved den altid virkende Muskulatur, der idelig skifter i Spænding. Jo højere Tonen bliver, desto tydeligere bliver det for os, at der arbejdes med Svælget, særlig med dettes øverste Del. Der sker en Overgang fra de saakaldte Mellemtoner til de høje Toner, der i daglig Tale benævnes Hovedtoner. De sidst omtalte Resonnantsrum, Svælg og Mundhule, ere os nemlig ikke længer tilstrækkelige til at tjene som Sangbund for de høje og højeste Toner. Vi maa nu ty til de sidste Dele af Ansatsrøret og da navnlig til Næsesvælgrummet; thi endskjøndt Næsehulerne ogsaa