Det Menneskelige Stemmeorgan

34 tilmed ofte, trods et velment Raad om heller at lade være, da Betingelserne mangle i for høj Grad, haarcl- nakket blive ved deres Forsæt. For den. Udenforstaaende — og jeg betragter mig paa dette Punkt som Lægmand — kan det ikke være Andet end paafaldende, naar der tales om de mange forskj ellige Sangmethoder. Granske vist hersker der paa de fleste Omraader indenfor Musiken Methoder, der afvige Noget fra hverandre, og Tidens Opfattelse gjør sig gjældende paa forskjellig Art; vi behøver saaledes blot at nævne, at det for Klaverets Vedkom- mende snart er Skik at spille med flade, snart med stærkt krummede Fingre, Methoder, der passe højst ulige for vedkommende Elev og som afsætte kjendelige Spor i deres Udøvelse af Musiken. Men bortset fra saadanne mindre Afvigelser, kan man dog for de fleste Instrumenters Vedkommende finde en temmelig fast- slaaet Methode; man vil saaledes, for at tage et andet Exempel, for Violinens Vedkommende kunne hævde, at der gives saa fastslaaede Regler, at Varianterne derfra ikke spiller nogen nævneværdig Rolle med Hensyn til Enderesultatet: Beherskelse af Instrumentet og Indtrykket paa Tilhørerne. Fra den Ucløvendes Personlighed som Tekniker, Lyriker, kraftfuld For- tolker af Opgaven osv. bortses naturligvis i saa Hen- seende. Men naar vi nu tale om Sang, møder der os strax en uforstaaelig Forvirring, idet der tales om den eller den Sanglærers Methode og det i det Uendelige, saa