Maskiningeniørerne Af 1908

«Politikerns Kronik. 29—11—2: Stinnes. Hugo Stinnes. Gennem den for nylig afelutt fede Overenskomst mellem Lu- bersac og Stinnes er den sidst- nævntes Person rykket frem i igen. Den ®ftérføl- gendo Skildring skyldes en dansk Mand, som efter længere Samarbejde med ham har dan- net sig et nøje Billede af den verdenskendte Personlighed, der i Offentligheden er blevet til en Myte. Der findes ikke ret mange Nav- ne, der saa hyppigt dukker op i Verdenspressen som Navnet Stin- nes, ikke ret mange Mænd, som i Ministerkabinetterne, i Børssalene og i Fabrikskontorerne omtales saa ofte og saa meget som han. Der er vistnok mange Folk, som kender ham personlig. Men hvem han i Grunden er, og hvorledes han bæ- rer sig ad, er dér kun faa, som har Kendskab tit Der er mange, som har Forretningsforbindelse med ham, men kun ganske faa, som kommer ham personlig saa nær, at de kan se ind i denne mærkelige Mands Sjæl. Man véd, at han er en af Verdens rigeste Mænd, som hersker over de største økonomiske Magtomraader, at høn ejer Miner og Elektricitetsværker, Maskinfa- briker og Trykkerier, at han raader over Flaader af Handelsskibe, over Landgodser, Skove, Hoteller og Dagblade, at han opretholder Han- I delsfaktorier i alle Verdensdele, at han har hele Armékorpser af Un- dergivne og Funktionærer i sin Tje- neste, som igen kommanderer hele Regimenter af Undergivne og har Indtægter saa store, som en Stor- magts Ministre har tilsammen. Men alle disse Kendsgerninger fortæller saaré lidt om selve Mennesket Stinnes. Dette Menneske er, sôm alle vir- kelig betydende Mennesker plejer at være, i første Række et enkelt, jævnt, et ligefremt Menneske. Næ- sten buttet, ikke over Middelhøjde, klædt uden Elegance, ligner han en ældre Bogholder paa Kontoret i en middelstor Provinsby. Men ved dette Hoved med det korte, sorte, stride Haar, ved dette olivenfarve- de Ansigt, som er indrammet af el kortklippet, sort Fuldskæg, og frø hvilket et Par klare, brune Øj ne.ser! ud over Verden — er der noget, som er paafaldende, noget, som er tiltrækkende. Han har et jødisk Udseende, siger nogle; han ligner en Assyrer, mener andre. I Virke- ligheden er der vistnok en stærk Blanding af lotringsk Blod i ham fra mødrene Side, og det er den>| som har givet Stinnes dette lidt usædvanlige Udseende. I hvert Tilfælde ser han ikke ud som et almindeligt Menneske. Og- saa den, som ikke er Psykolog af Fag, ser ved første Øjekast, at han staar over for et Menneske med usædvanlige Anlæg og Evner. Stin- nes’ Stemme lyder behageligt, men da den ikke er særlig stærkt ud- viklet, kan den ikke frembringe re- toriske Virkninger, og det er der- for, Stinnes meget sjælden optræ- der i Parlamenterne og i de offentli- ge Korporationer, hvis Medlem han er. Naar han taler offentligt, skal man helst staa tæt ved ham for at kunne forstaa ham, men saa er der virkelig ogsaa noget at lytte til. I det hele er hans Taler kolde og saglige, afrundede i Formen, men uden særlig retorisk Sving. Han lægger ikke saa megen Vægt paa Maaden at tale paa som paa Ind- holdet, og hvad han har at sige, er altid af stor Betydning, større, end hvad en halv Snes saåkaldte glim- rende Talere har at sige. Lige säa jævn og enkel som Stinnes’ offentlige Optræden er og- saa hans private Levemaade, Sin faste Bopæl har han i Industriom- raadet, i Mühlheim ved Ruhr, hvor hans Farfader og hans Fader paa udholdende Købmandsvis har skabt Grundlagene for Kæmpebygningen, den nuværende Stinneskoncern, en af de allerstørste i Verden. Her bor han i det samme Hus, hvor hans Forfædre har boet, i et trang- brystet borgerligt Hus, som i det Ydre ikke er forskelligt fra andre borgerlige Huse, og som heller ikke i det Indre er udstyret paa anden Maade end en velsitueret solid Bor- gers Hus. Hvem der vilde søge i Stinnes’ Hus Indiens og Arabiens Rigdomme, som Stinnes raader over, vil blive slemt skuffet, naar han ser denne vistnok hyggelige Og gediegne, men i Grunden meget enkle Udstyrelse. I Berlin boede Stinnes før paa Hotel Adlon, Unter den Linden, men i den senere Tid er han flyttet til Hotel Esplanade, i Nærheden af Potsdamer Platz, et Hotel, som i Lighed med et stort Antal andre i Tyskland ejes af Stinneskoncernen. Sikkert vilde han ogsaa i Berlin bo ret stille borgerligt Hus, hvis han ikke var nødt til at modtage hver Dag en hel Række af Folk, Mini- stre, Gesandter, Fabrikanter, For- retningsfolk — vistnok ogsaa Pro- jektmagere fra alle Lande, Folk, som han maa tale, forhandle, spise Frokost med. Alt dette ordner sig nemmest paa et stort Hotel, og det er derfor, Stinnes bor paa Esplana- de, Men hvem der bliver indbudt af ham til Frokost eller Aften, maa ikke gøre Regning paa alt for store Nydelser ved Bordet. Med Hensyn, til Frokosten kan det nogenlunde gaa an, for ved denne Lejlighed ser- veres den almindelige Hotelmad, Suppe, Fisk, Kød osv. Men Ude anskrevet er den berømte Stinnes- ske Aftensmad. Det anbefales til enhver uerfaren Deltager at spise sig mæt i Forvejen, fordi han ikke faar andet end Smørrebrød med nogle Skiver opskaaret Kød og to Æg pr. Person, og det kan hænde, at Mødet med Stinnes trækker ud til langt paa Natten. Der er kun to Ting, Stinnes bry- der sig om: Arbejdet fra tidlig Mor- gen til sent ud paa Natten og saa Livet i sin talrige Familie. Hans Hustru og de syv velopdragne Børn, hun har skænket ham — det