Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: C. Christensen
År: 1832
Serie: Syvende stykke
Forlag: Trykt hos J. D. Qvist i det Christensenske Officin
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 153
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
f
99
tøer, naar kun Jorden er bar, at gaae hvor de lyste, en
Ligegyldighed, der ikke noksom kan lastes, og som umuligt kan
blive uden fladelige Folger saavel for Sæd, som Græsmarkerne. z
Dette foles ogsaa af adskillige blandt dem, der selv deeltage i
denne Uskik, men som Enkelte i et Bye- eller Communelaug ikke
driste sig til at hæve, for ikke, som del hedder, at lægge sig
ud med sine Naboer, af hvilken ilde forstaaet Barmhjertighed
Markufreden i flere andre Maader taales, ofte i en Grad, der
fremkalder Dnstet om , at Pligten at frede blev et Tvangsbud,
som Ingen maatte tillade sig at tilsidesætte.
Mangen Bonde næret endnu den besynderlige Mening, at
Faarettes Traad og Bid til ingen af de nævnte Tider flader
Vintersæden, uagtet det blotte Syn maa rokke den fæstede Tro
herpaa, men Vantroen bliver ej heller nogensteds stillet til Skue
paa den Maade, at en enkelt Ager, blandt flere, der ere ud«
satte for denne Mishandling, fredes, da en. Saadan upaatviv-
lelig vilde udmærke sig fremfor deUfredede» ingen Plet skannes,
og for at gjore Maalct fuldt, seer man, at der, hvor Faarene i
de foran berørte Tilfælde vogtes i større Flokke, drives de uden
al Betænkning saavel paa Rug, som Græsmarkerne. Hvor
Provstierugen dyrkes, lider denne mere derved, end den alminde,
lige danste, da hiin staaer mere oprejst og afcedes eller udrykkes
lettere med Rod. Del er imidlertid at haabe, at ligesom Sand,
sen for et bedre Agerbrug udbreder sig, vil rfterhaanden den for
al Fremskrivning i saa Henseende aldeles nødvendige Fred paa
Markerne indtræde, hvilket ogsaa viser sig paa de Steder,
hvor Enkelte stræbe til et hojere Maal. Vistnok naaes Freden
ikke uden Vanskeligheder og mangehaande Fortredeligheder, men
Ingener dog saa forblindet, fordumsfuld eller fladesto, at han
nok indseer Nodvendigheden af Markfred der, hvor mindre al-
mindelige Sæd- og Græsarter dyrkes, en meer end almindelig
Omhu for Jordernes Behandling vises, og, om ej altid med
den bedste Villie, respectereS dog uden mange Omstændigheder
omsider Freden. Dette ligger saa temmelig i Sagens Natur,
og der, hvor Stridigheder og Forfølgelser have viist sig i Anted,
ning af Markfredens Overholdelse, ved Anvendelse af de hoje Op«
tagelsesboder. Forordningen af 1817 dickerer, vil det nok i de
7*