Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

112 gaaende Hingster eller Hingstplage — hvortil burde henregnes alle de, der, skjondt lejrede, ikke ere saaledes hildede, at de ganske blive ude af Stand til at parre sig — da synes en be, tydelig Anomalie at finde Sted imellem Bestemmelserne herom i Forordningen af 8 September 1812 og Forordningen af 9 Juli 1817, i det Optagelsesboderne for lose Heste i Alminde, lighed, efter sidftmeldte Anordning, ere betydelig hojere, end for losgaaende Hingster efter Forstmcldte, saafremt Ejeren af en saadan Hingst beqvemmer sig at lade Samme gilde medens den endnu er i Optagerens Værge, da han i faa Fald flipper med Deel af de sædvanlige Optagelsespenge efter Forordningen af 1817, uagtet hans Brøde, fra alle Sider taget, er større end Dennes, der blot forseer sig mod de seneste Lovbud om Hegn og Fred, og selv i det Tilfælde, at Ejeren af en op, tagen Hingst vægrer sig ved at lade Samme castrere, staaer Mulcten, formedelst Kornprisernes sædvanlige lave Standpunct, aldeles ikke i Forhold til den storre Grad af Uagtsomhed, der er viist, og den Skade derved kan vpstaae. Ved Enden af denne Afdeling torde maaskec, med Hensyn tit den Forædling, man soger at give vor Hcsteavl, ved at indbringe fremmed Blod i Racen, og i Forbindelse med hvad herom er bemærket i noestforrige § om Q.vægtillceg, — det Duske ikke Deere overflødigt, at Bestræbelserne herfor ledes med den Vaersomhed og det Overlæg, Djemedets Vigtighed udkrcever, saa at der forud haves tilstrækkelig Vished for, at de Egen- staber, som ved delte Middel skulle bibringes den oprindelige Stamme, virkeligen hæver Racen over hvad den hidtil har været, og over den Roes og den Søgning, danske Heste til denne Tid have vedligeholdt i Udlandet, samt at de Nye Frembringelser passe til vore øvrige stedfindende Forhold.