Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

53 Egne udgjsr den betydeligste Deel, endnu mere maa staae til« bage. Men der, hvor god naturlig Eng mangler og Agergræs- ningen kun er maadelig, er det af Vigtighed at anvende ethvert Middel til, ved Forøgelse af Gjodske, at berige Jordsmonet, og sætte Samme i Stand til at frembringe gode Soed- og Græsaf- grober; Staldfodring ffulde i disse Egne fornemmeligen bidrage til denne vigtige Hensigts Opnaaelse. De forhenncevnte Vexel- brugere i Hornum Sogn,, hvis Jorder ere af det Slags her haves for Djne, og hvor kun lidet Enghse avles, der altsaa be- sinde sig i samme Tilfælde som Pluraliteten af Amtets Ager, dyrkere i de sydligere og vestre Herreder, fortjene endvidere at omtales for det Valg af Foderurter, som hos dem, passende til Jordsmonet, ere optagne i Sædskiftet og for en Deel allerede benyttes til Grønfoder; men endnu mere bor Opmærksomheden henledes paa hvad der under lige Omstændigheder er udrettet ved Vive og Astrup Præstegaarde, hvor Sandjorder, ved Vexel- brug og Staldfodring, uden andre Ressourcer, end de, selve Jord, brugene afgive, da Naturaltiende ej oppeboeres og ubetydelig naturlig Eng haves, til Vive Prcestcgaard endog aldeles ingen, — ere bragte til en betydelig Grad af Frugtbarhed. Saavel Pastor Hoff fom Pastor Rosenkilde ere af den Formening, at Vexelbrug med Staldfodring er det fordcelagtigste paa flige Jor- der, og vi kunne ikke kraftigere udtale denne Paastand, end ved at anfore hvad Forstmeldte, i sin Indberetning til LandhuuS- holdningsselskabel, desangaaende har pltret. Det hedder: „Wexel- brug med Sommerstaldfodrrng synes at være en ubetinget Nød- vendighed for disse, fremfor nogen anden Slags Jorder, thi, som af Naturen ringe, trænge de særdeles til Gjodning. Dnsker Nogen her Sæd, og han forsommer at g j eb (fe, gaaer han aldeles Glip af sit Dnske, og rigelig som kraftig Gjodste opnaaes lettest og sikkerst ved Staldfodring; dernæst have disse Jorder det Sær, egne hos sig, nt de springe meget tidlig om Foraaret med Græs, længe for de Bedre, der ere fugtigere og koldere, men naar Alt paa de Sidste stager i yndig Flor, ere vore Marker fortorrede og Græsset borte; desuden er det Stykke magre Græsland, Bonhcn kan udlægge, saare lidet til hans Besætning, hvor ringe denne end er i Antal, og Qvæget maa sulte paa den afsvedne og saa