Til Landsthinget
Fra Haandværkets Og Industriens Toldudvalg Af 1906

180 Haandværkets og Industriens Toldudvalg 1906. (Regeringsforslagets Pos. 203—206.) Da de af Hs. Ekscellence Finansministeren foreslaaede Forandringer i Sukkertolden og Sukkerbeskatningen her i Landet delvis er baserede paa Bestemmelserne i den saakaldte Brysseler-Konvention, vil det være nødvendigt at indlede denne Rede- gjørelse med nogle Oplysninger om Brysseler-Konventionens Tilblivelse og Formaal. Det var i Foraaret 1903, at det, efter en Række forudgaaende forgjæves Forsøg, lykkedes at bringe en Sukkerkonvention i Stand i Bryssel; naar det lykkedes denne Gang, var det hovedsagelig, fordi England truede med at foretage Modforholdsregler overfor de stadigt voksende Udførselspræmier i de Roesukker producerende Lande i Europa. Det var intet mindre end et Indførselsforbud mod disse Landes Sukker, England erklærede at ville bringe i Anvendelse, væsentlig ledet af Hensynet til sine Koloniel, hvis Sukkerproduktion var ved at bukke under i Konkurrencen med det præmierede Roesukker. Hovedsagelig skræmt af Truslerne fra England, det største Afsætningsmarked, men tillige af Hensyn til, at der i de evropæiske Produktionslande, foruden de af Regeringerne fastsatte Præmier, tillige havde udviklet sig et helt System af private, ved Karteldannelse fastsatte, Præmier, hvorved der lagdes et ret stærkt Tryk ,paa disse Landes Befolkning, gik de paagjældende Regeringer — trods heftig Modstand fra Fastlandets Fabrikanters Side — omsider ind paa den internationale Overenskomst, der fik Navn af Brysseler-Konventionen. Det var denne Konventions Opgave at afskaffe hele det i Sukkerindustrien her- skende Præmiesystem, ikke alene Statspræmierne men ogsaa de af Kartellerne skabte private Præmier. For at opnaa dette sidste vedtog man, at der mellem den Told, de forskjellige Lande krævede af indført Sukker, og den indenlandske Afgift, de hævede af deres egen Sukkerproduktion, ikke maatte være saa stor en Afstand, at Forskjellen mellem de to Systemer af Beskatning kunde benyttes af Kartellerne til deraf at skabe Præmier. Efter de i denne Anledning foretagne Undersøgelser fast- sattes den tilladelige Forskjel (»surtaxe«) til 6 Francs pr. 100 Kg. (4,32 Øre pr. Kg. eller 2,io Øre pr. Pund) for raffineret Sukker og ol/2 Francs (3,96 Øre pr. Kg. eller 1,98 Øre pr. Pund) for Raasukker. Fra saa godt som alle Evropas sukkerproducerende Lande indløb der Protester mod Fastsættelsen af denne Forskjel, der betegnedes som utilstrækkelig til at bevare