LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

15 ovennævnte Hrafn siges ikke at have taget nogen lön for sine helbredelser; ligesom denne bemærkning vi- ser, at det modsatte ellers var tilfældet, er det givet, at det betragtedes som en selvfølge, at den helbre- dede gav den, der havde lægt ham, noget for hans ulejlighed og virksomhed. Ydelse krævede nu engang genydelse, gave gengæld. Men lönnen berode na- turligvis altid på den helbrededes stilling og formue. En hövding Torkel, hedder det i en saga, »lönnede lægen Torvard godt, idet han gav ham en hest og en sølvring og takkede ham venligt«; det ér helbre delse af sår, det drejer sig om. 4. Enkelte lidelser og deres behandling m. m. Sår og bylder. Det følger af sagaernes indhold, der jo for en stor del består af skildringer af kampe til lands og søs med meget mandefald eller af over- fald på og kampe mellem enkeltmænd osv., at der atter og atter fortælles om sår, sår af större eller mindre betydning, i alle legemets dele. Der kan naturligvis ikke være tale om her at give nogen fuldstændig fortegnelse over alt dette. Der skælnedes mellem större og mindre sår. De större og dødbringende sår hed ben (jfr. ’bane’), hvil- ket ord dog også kan bruges om stærkt blødende sår i almindelighed. Ellers er sar ’sår det almindelige udtryk. Dernæst gjordes der forskel på sårets dybde og sted, og man skælnede da mellem hjærnesår, marvsår og hulsår. »Det er hjærnesår — hedder det i Grågåsen —, når der kommer en åbning på hovedet, hvad enten det er kløvet eller splittet. Det