LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

i6 er marvsår, når et ben, hvori der er marv, er itu lige ind til marven; dette gælder også, når benet er brudt. Det er hulsår, når blodet fa såret kan strömme ind i legemets hulheder.« I dansæ love defineres hol- sar således: »Det kalder man luisår, som enten er i høghre gulv’ eller ’næthre guk’ eller (går) gennem hånd eller gennem fod« osv. De her anførte ud- tryk forklarer nutidssprogets ’melemgulv’). Flere for- skellige slag og stød omtales sæ-skilt. Dette behøver vi ikke at komme nærmere ind på. Først gjaldt det om at undersøge sårenes art {kunna sär at séa), hvorvidt de var dødlringende eller uhel- bredelige. Der nævnes tilfælde, hvor en læge straks kunde erklære, at manden ikke .unde helbredes. En interessant meddelelse findes i Ljösvetningasaga; her hedder det om en Torvard læge, at han løste bindet af såret på en mand og blev spu’gt, hvad han mente derom: »hvis Kodran (den sårede) havde fået lov ti] at ligge stille, havde der været håb. Nu er der intet«; den anden svarede, at man kunce prøve og göre et snit i en af fingrene. Manden drie om natten. Om Snorre gode hedder det, at han v;d at tage blodblan- det sne i munden kunde mærke om blodet var fra et hulsår. Den kvindelige læge v<d Stiklestad lod de sårede spise grød med løg i, f0- at få at vide om såret var trængt ind i bughulen (naven og tarmene; hun mærkede det af løgets stærk; lugt). Ofte høres der tale om meget svære og mange sår på en enkelt, som helbrededes; således f. eks. en mand, der havde fået ikke mindre end 35 sår og som blev