LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

helbredet, uden at det angives nærmere, hvorledes man bar sig ad. Ofte meddeles, at den hårdt sårede måtte ligge længere tid. en hel vinter f. eks., »sårene grode sent og dårligt« hedder det ikke sjælden. Det er kun, hvad man kunde vænte. Modsat findes også meddelelser om, at de »heledes hurtigt og godt«. Blandt meget farlige sår som nævnes er f. eks. det, som Tormod Kolbruneskjald fik på Stiklestad; han blev ramt af en pil med modhager i brystet; pilens brud- stykke, der sad i kødet, kunde ikke læmpelig trækkes ud; det var trængt for dybt ind; den kvindelige læge anvendte en ’spændetang’ for at trække det ud, men kunde ikke; da trak Tormod det selv ud; sagaen til- føjer, at der var »røde og hvide trævler af hjærtet derpå«; da Tormod så det, skal han koldblodig have sagt: »endnu var mine hjærterødder dog fede«. Til yderligere oplysning skal her meddeles den kraftige skildring i Eyrbyggjasaga af et par sårede mænd: »Torodd Torbrandsson havde et så svært sår i nak- ken, at han ikke kunde holde hovedet oprejst; han havde sokkebroge på, der var helt våde af blod. Snorre godes hjemmemand vilde trække dem af ham, men kunde ikke. Da sagde Snorre: det er da ingen lögn, hvad der fortælles om jer Torbrandssönner, når I er så store spradebasser, at 1 har så snævre klæder, at man ikke kan få dem af eder. Torodd sagde: det er fordi vedkommende ikke har kræfter nok. Trods yderligere anstrængelser gik brogen (hosen) ikke af. Da gik Snorre gode til og følte på benet og mærkede et spyd (spydblad), der stod igennem benet, mellem hasen 2