LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

i8 og læggen, hvorved brogen sad fast ved benet. Da sagde Snorre, at han (hjemmemanden) måtte være dummere end tilladeligt, når han ikke havde opdaget dette. Snorre Torbrandsson var den kvikkeste af brød- rene; han sad hos sin navne om aftenen og de havde skyr (etslags tykmælk) og ost at spise. Snorre gode mærkede, at det gik så langsomt med osten, og han følte da på hans hals og opdagede, at en pilespids stod tværs igennem og ind til tungeroden. Da tog Snorre en ’spændetang’ og trak spidsen ud, hvor- efter den anden spiste videre. Snorre helbredede alle Torbrandssönnerne. Og da Torodds hals begyndte at gro, viste det sig, at hovedet sad noget foroverbøjet. Herover klagede Torodd, men Snorre mente, at når 'senerne knyttedes’, vilde hovedet komme til at sidde lige; men Torodd vilde ikke høre andet, end at såret blev revet op påny og hovedet anbragt i lige stilling. Det gik som Snorre havde sagt, at hovedet fik en knejsende stilling, da senerne grode sammen, og han kunde siden ikke let lude med hovedet«. Denne fortælling er i flere henseender karakteri- stisk. Den er måske nok noget stiliseret, måske noget overdreven. Sikkert er der dog »noget om det«; kær- nen er vist god nok. Vilde man nu sige, at en så- dan fortælling, der beror på en gammel tradition, ikke er pålidelig, mangler der ikke lignende medde- lelser i sagaer om senere tider, der beror på öjen- vidners udsagn. Jeg skal anføre et eksempel fra Sverres saga. Gudlaug staller var bleven såret og flygtede; da mødte han en bonde, af modpartiet; denne hug- gede efter ham; hugget ramte dér, hvor hals og nakke