LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

19 mødes; Gudlaug faldt om, og bonden trode, han havde slået ham ihjæl og tildækkede liget med kvas, efter at have afført ham klæderne (o: en skarlagens- kjortel). Men Gudlaug kom noget efter til sin be- vidsthed igen, stod op og gik hen til en gård, hvor han blev vel modtaget; så begav han sig til kongen og »hans sår heledes« — og heraf fik han et tilnavn. Dette er samtidsberetning. — Alt dette og meget mere viser, hvor lidet ömfindtlig man var, hvor meget man måtte döje og hvor svære beskadigelser der, trods alt, kunde heles. Behandlingen af disse sår var sik- kert så langt fra al nutidens antiseptik som tænke- ligt- Foruden de her nævnte sår forekom der naturlig- vis i det daglige liv större og mindre legemsbeska- digelser, læsioner af enhver art, brud på arme og ben, kontusioner, distorsioner og luksationer, osv. Herom er der en mængde meddelelser. Der omtales en luksation, f. eks. i Gunnlaugs saga; Gunnlaugs fod går under en hård brydekamp af led; den for- bindes, men hovner vældig op, han rejser hjem en lang vej, og det gjorde ikke sagen bedre; det lader til, at foden var længe om at blive rask, men ud- førligere beskrivelse mangler. En hånd går af led,1) men j mænd kunde ikke bringe den i led igen — så hjalp en helgen. Vandet fra en viet brönd blev stænket på hånden, og den 3. dags aften var der så en, der tog kraftigt i hånden; da hørtes en stærk knagen — hånden kom i led igen. Rimeligvis var J) Biskupasögur I, 611 —12.