LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

20 det det kraftige tag, der hjalp nok så godt som vandet. Endnu en »sygehistorie« skal meddeles. Da Gud- mund Arason — den senere navnkundige biskop og helgen (d. 1237) — første gang skulde rejse uden- lands, fik de straks forrygende vejr og led skibbrud. Gudmund fik ved den lejlighed sin fod knust på skibs- kanten x) »så småt som en muslingeskal, og tæerne vendte derhen, hvor hælen skulde være«. Han blev da først bragt til en bonde, der var »en god læge«; hos ham var han nogen tid og »hans fod fæstnede sig«. Men Gudmund forlod ham og begav sig til en onkel; »da stod benpiberne ud«, og noget måtte der göres; »benstumperne fik man ikke ud, og kødet vilde ikke gro over dem«. Da begav han sig til præsten Helge Skeljungsson, »der var en udmærket mand og den bedste læge«; »men såsnart han kom derhen, 'bagte’ * 2) Helge benet, og to mænd måtte trække i benpiben med en tang, för den gik ud, og så hel- bredede Helge ham, og han blev rask ved fardag« (□: i begyndelsen af juni, men benbruddet var sket i den første uge af oktober; kort efter påske var han kommen til Helge). Uagtet beskrivelsen af dette til- fælde er ufuldstændig, giver den dog et ret talende billede af de forhold, folk med så svære skader måtte leve under. T) Beretningen herom findes Biskupasögur I, 422 f, og Sturlunga- saga I, i}8f. (oversættelsen I, 129 f.) 2) Dette betyder vistnok, at der blev anvendt varme omslag eller måske opvarmning ved ilden, der menes sikkert ikke en slags »massagebehandling«.