LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

2 1 Brandsår forekommer nogle gange nævnte, men der siges kun, at de hovnede forfærdelig stærkt og en stærk svie fulgte med. Ved benbrud har man anvendt skinner for at holde benet fast og i den stilling, det skulde have. De kaldtes spelkr og omtales i en uhistorisk saga, men utvivlsomt er det noget, der har sin rod i hvad der virkelig fandt sted. Blev et ben hugget af, fik man et træben; sådanne omtales flere steder, og man fik tilnavne deraf (tréfdtr, vfåleggr). Bylder (kyli af kula ’kugle’) og svulster (sulir) om- tales flere gange. Dem har man i reglen ladet skøtte sig selv, indtil der gik hul derpå. De omtales under- tiden som ret ondartede som hin lovkyndige Torhalls, der under den vældige strid på altinget efter Njals indebrænding måtte ligge hjemme i sit tælt. »Han havde fået et sådant benmén, at benet ovenfor anklen var så ophovnet og tykt som et kvindelår«; da han så hørte, at sagen var ødelagt på altinget, foretog han sig heroisk nok den gærning, at han tog et spyd og jog det i bylden og flængede i den, så at blod og materie strømmede ud — og han gik afsted uden at halte. Denslags kraftanstrængelser omtales også ellers. Ekstremiteternes sygdomme. Lemmer omtales meget ofte som ophovnede, uden at der er tale om nogen særlig grund dertil; herom bruges udtrykket at bidsa (upersonlig brugt) og substantivet bldstr (jfr. inflammere og inflammation); dette nævnes også som følge af sår. Fremdeles nævnes ofte, at arme, fingre og ben er böjede, så at de ikke kan strækkes (fingrene trykkede